Rockmusikken var engang en stor del af de unge generationers identitetsmæssige målestok, og en slags ven i ungdommens og ungdomskulturens søgen efter fælles sociale symboler. Det virker den ikke til at være på samme måde i dag, i en tid hvor de unge i høj grad lytter til og lader sig inspirere af andre musikarter, nye udtryksformer og -medier.
Richter bød fredag aften på et slags moderne musikalsk tilbageblik, da det anmelderroste danske rockband, Joyce, spillede god hård, til tider beskidt rock med et strejf af følsom eftertænksomhed, med sange der handler om identitet, sårbarhed og opbrud.
Flere af Joyces sange er direkte, befriende banale og samtidig melodramatiske i deres udtryk og budskab, mens andre er mere behageligt melankolske – som ”Jeg har glemt hvor gammel jeg er”, fra bandets seneste album, ”Elsk Mig”.
Her sang forsangeren Sebastian Wegener: ”Selv hvis jeg stank af pis så ville I tage en bid af mig, og sige at det her er en smag af succes”.
Et andet af koncertens højdepunkter var den i første omgang flydende ”Elsk Mig”, der endte i et smukt støjcrescendo, hvor forsangeren i lyrisk forstand sprættede ”brystet op og deler det ud”, mens han gestikulerede, spjættede og hoppede rundt som en anden Iggy Pop.
Aftenens sidste nummer var ”Formskifter”, der handler om at gå med masker, snakke sødt og – meget passende – gå amok. En sang fra bandets debutalbum, kaldt frem af et halvfyldt Richters taktfaste råb på ”ekstranummer”.
Joyce har spillet både i Stengade, Roskilde og til Smukfest – og Richters i dagens anledning for det meste unge publikum konkluderede tydeligvis at rocken ikke var hverken død eller begravet eller henvist til gamle opsamlingsplader og YouTube-videoer med The Stooges eller Sort Sol.
