Antallet af corona-smittede er, ifølge tal fra Statens Serum Institut, nærmest i bund i forhold til hvad vi har været igennem de seneste tre år, og i Gladsaxe har antallet af smittede per 100.000 dykket ned under 10 i januar. Også antallet af indlagte og dødsfald med corona i Danmark, samt det såkaldte kontakttal, har været faldende siden årsskiftet. Og de fleste af os har vænnet os af med coronatest, mundbind og håndsprit.
Statens Serum Institut beskrev den 26. januar hvordan det generelt går ”nedad med smitten i Danmark med covid-19, RS-virus og influenza, type A. Dødeligheden er også lidt nedadgående, men fortsat på et højt niveau”, i en tendensrapport.
Og Generalsekretæren for verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, udtalte 30. januar at covid-19 stadig er en global sundhedstrussel, samt at vi ikke endnu kan erklære pandemien for overstået.
Generalsekretæren pointerede at selvom situationen er bedre end for et år siden, hvor Omicron hærgede, er der blevet rapporteret mere end 170.000 covid-19-relaterede dødsfald globalt i de seneste otte uger. Og han tilføjede at overvågning og genetisk sekventering af coronavirusen er faldet globalt, hvilket gør det sværere at spore kendte varianter og opdage nye mutationer.
Ifølge WHO kommer de fleste sig over at være smittet med corona. Men mellem 10 og 20 procent udvikler senfølger (”long covid”), med symptomer som træthed, åndenød og manglende mental fokus. 6,8 millioner mennesker er døde af coronavirus på verdensplan.