Der var ikke utilfredshed i Gentofte med lodtrækningen, der førte til, at modstanderen i semifinalen blev Vestsjælland. I begge opgør i ligaen har Gentofte nemlig besejret vestsjællænderne. Senest med 3-0 i januar måned.
I semifinalen startede Gentofte som ofte før med Steen Sørensen og Villads Napier på kanterne, Oskar Pontoppidan og Rasmus Mikelsons som centerspillere, Bertram Rygaard som spilfordeler, Kristoffer Bisgaard på diagonalen samt Kasper Rode som libero.
Vestsjælland havde derimod en overraskelse i ærmet. Den stærke amerikanske centerspiller Daniel Matheney var rykket ud på diagonalen. Måske det afgørende skaktræk for kampen. Det tilførte holdet langt større tyngde i angrebet end sædvanligt.
Mens Gentofte havde svært ved at få eget spil til at hænge sammen i de to første sæt, rullede modstanderne sig ud med et overraskende godt angrebsspil. Styret af den canadiske spilfordeler Samuel Kloke og med Rafael Cruz fra Puerto Rico samt Matheney som hovedafsluttere.
Det vestsjællandske hold med udenlandsk islæt vandt første og andet sæt 25-21, 25-18. Fra starten af tredje stod det Gentofte-spillerne klart, hvad de var oppe imod. De fik styr på eget spil og fik presset modstandernes angribere med et godt blokadespil.
Kampen skiftede fuldstændigt karakter. Gentofte dominerede i tredje og fjerde sæt. Rutinerede Jan Vinther var kommet på banen, og 17-årige Kristoffer Bisgaard spillede på den vigtige plads som diagonal sin måske bedste kamp til dato. Det gav Gentofte-sejr 25-17 og 25-18 i tredje og fjerde sæt.
Med momentum i den grad hos Gentofte så femte og afgørende sæt ud som en nem opgave. Men i et meget tæt femte sæt gik der grus i maskineriet til allersidst, hvor det lykkedes Vestsjælland bagud 12-13 at vinde de næste tre bolde. Dermed 15-13 til dem og ingen finaleplads til Gentofte.
Noget usædvanligt spilles der en kamp om tredjepladsen i pokalturneringen. Gentofte benyttede kampen til at lade alle spillere komme på banen i kampen mod Nordenskov UIF. Det meget unge, uerfarne Gentofte-hold leverede en fin præstation trods 1-3 nederlaget.
jbl