Gentofte-Vangede var to gange i ilden i sidste uge.
Tirsdagens kamp mod Brønshøj fik en skidt optakt, da Gentofte Stadion ikke måtte anvendes på grund af regn. I stedet blev kampen flyttet til den gamle kunstofbane, hvor lyset er dårligt, og det gav spillerne dårlige betingelser.
GVI kom godt fra start og kom foran 2-0 på to mål af Adam Larsen. I det 38. minut reducerede Brønshøj til 1-2, men et kvarter ind i 2. halvleg øgede GVI's Jan Madsen til 3-1. Brønshøj kom tilbage og fik udlignet til slutresultatet 3-3.
Det uafgjorte resultat mod Brønshøj betød, at GVI i turneringens sidste kamp mod Hvidovre skulle vinde for at have muligheden for at spille med om oprykning. Opgaven blev løst, og GVI vandt 2-0 på mål af Tobias Skanning og Jan Madsen.
Desværre vandt B93 også sin kamp og sluttede dermed på førstepladsen med samme point som GVI, men to mål bedre i målregnskabet. Dermed sluttede GVI som nr. to og skal formentlig spille oprykningskampe om oprykning til Kvalifikationsrækken.
Der er dog et lille forbehold, idet nr. tre FB har nedlagt protest mod Union om brug af ulovlig spiller. Denne protest har KBU dog afvist to gange, men protesten er anket til DBU, som træffer den endelige afgørelse i denne uge. Hvis FB får medhold, overtager klubben andenpladsen og oprykningskampene fra GVI.
Uanset hvad, så har GVI spillet en god sæson og kun tabt tre kampe ud af 26.