10 dogmekoncerter i Dyssegårdskirken. Det kommer der de kommende to år. Det skal give klassisk musik på en ny måde.
“Med afsæt i et dogmeinitiativ forfattet af komponist og akkordeonist Andreas Borregaard skal Dyssegårdskirken stå i spidsen for udbredelsen af en ny og mere holdbar og respektfuld koncertpraksis. Projektet består af 10 koncerter med klassisk musik fordelt over to år, hvor hver koncert opfylder 10 dogmer.
Brug af lokale kræfter er efterstræbt, hvorfor der er optrædener med Aurehøj Gymnasium, Gentofte Musikskole, lokale instrumentalister og en sød bid efter hver koncert fra Grannys House,” skriver Dyssegårdskirken i en pressemeddelelsen og fortsætter:
“Projektet skal skabe en mindre indforstået koncertoplevelse. Man kan forvente koncerter med nærvær, hvor udøverne sætter nogle ord på musikken, hvor lange koncertprogrammer er fraværende, og hvor der efter koncerten er mulighed for at tale med musikerne. Derudover skal alle koncerter indeholde mindst et moderne stykke.”
Entreen til koncerterne er 75 kroner og man kan købe et klippekort til fem koncerter for 250 kroner. Koncertrækken sættes i gang fra kirkens store flygel, når pianist Jesper René 7. februar klokken 20.00 fører publikum igennem kendte og ukendte kompositioner af Frédéric Chopin.
Jk