Den lille skov 'Byskoven' bag Hellerup Skole er i fare for at blive fældet og afløst af ejendomme med lejligheder.
Den udvikling bekymrer mange forældre med børn på skolen, blandt andet Anne Mølleskov, der har startet en underskriftindsamling (www.byskov.skrivunder.dk) til bevarelse af ungernes fristed, som elever og lærere på Hellerup Skole dagligt bruger til alt fra leg og fysiske aktiviteter til snobrødsbagning over bål og overnatning i det fri.
"Byskoven er en oase i hele området ved Tuborg havn, som ellers kun består af store bygningskomplekser, åbne arealer og nogle få nyplantede 'pist-jawerter', der først bliver til rigtige træer om mange år", siger Anne Mølleskov, mor til to børn på Hellerup Skole.
"Det er simpelthen ikke til at fatte, at Gentofte Kommune har givet Carlsberg grønt lys til at fælde denne lille oase i en stenørken til fordel for endnu flere bygninger. En kommune, der ellers gerne vil være en grøn kommune. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke kan findes plads i lokalplanen til at bevare skoven. Med underskriftindsamlingen vil vi som forældre og borgere i området appellere til Carlsberg om at genoverveje, om der ikke alligevel kan blive plads til at bevare Byskoven i området, da vi mener, at gammel beplantning ikke uden videre kan erstattes".
Bag byggeplanerne står Carlsberg Ejendomme, der i forvejen har opført et stort antal byggerier i Tuborg-området.
I kølvandet på den økonomiske krise er boligmarkedet imidlertid gået i stået, og Carlsberg Ejendomme ligger i dag inde med mange boliger, der ikke kan sælges. Og indtil det sker, vil der næppe blive opført flere lejligheder. Og så længe vil Byskoven bestå.
Men et faktum er det, er der er lavet en lokalplan for området, som kan sættes i gang, når boligmarkedet vender.
På Hellerup Skole er administrativ leder, Line Arnmark, ikke bekymret over udsigten til at miste Byskoven:
"Da Tappehallerne blev revet ned, fik vi et fantastisk areal på skolens østside, der skal omdannes til strandeng med direkte adgang til vandet. Arealet er blevet gødet, og nu venter vi blot på, at vegetationen skal vokse frem og give os en masser muligheder som 'maritim' skole. Desuden får vi som erstatning for Byskoven et ekstra areal ned mod benzintanken, hvor der skal etableres en stor legeplads med aktiviteter, der kan udfordre børnene i leg og læring. Så min konklusion er, at det med skolens fantastiske beliggenhed er svært at hænge med mulen".
Line Arnmarks holdning deles af Knud Nordentoft, tidligere skoleleder på Hellerup Skole og nuværende pædægogisk leder i Skole & Fritid:
"Skolen mister Byskoven, men får noget andet i form af et større legeområde, et grønt område og adgang til stranden. Så slutresultatet bliver bedre, bare på en anden måde".