Rystede på hovedet og fik tæv

Foto: Anne Schøning Christensen

En kvindelig bilist har på den hårde måde lært, at man skal tænke godt og grundigt over, hvad man foretager sig, når man færdes i trafikken.

Kvinden holdt mandag eftermiddag for rødt i lyskrydset ved Kildegårdsvej og Bernstorffsvej og brugte ventetiden på at tale med sønnen, som sad på bagsædet.

Som i mange andre samtaler, førte det til både ryst og nik med hovedet. Men det blev åbenbart for meget for en mandlig bilist, som holdt foran kvinden.

Han steg pludselig ud af bilen, gik hen til kvinden, som havde nedrullede vinduer og stak hende en på siden af hovedet.

Efterfølgende stak manden af i meget høj fart, og vidner har set ham køre overfor rødt lys flere steder.

Let antændelige bilister er åbenbart ikke noget særsyn. Ekstra Bladet kunne tirsdag fortælle en lignende historie fra Østjyllands Politi, der søger vidner til et groft tilfælde af trafikvold, hvor en bilist i Århus fik tæsk, fordi han havde rystet på hovedet af to mænds hensynsløse kørsel på en scooter. De to mænd er nu efterlyst.

Ifølge vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi er det dog blot et spørgsmål om ganske kort tid før, den voldelige bilist fra Gentofte er fanget.

"Vi har et godt signalement og bilens registreringsnummer. Så ham skal vi nok hurtigt få fat i", lyder det fra vicepolitikommissæren.