Af Hanne Bang, sogne- og hospitalspræst ved Gentofte Kirke og Gentofte Hospital
For nogle år siden var det vigtigt, at man var omstillingsparat og villig til forandring. Det var og er måske fortsat vigtige ord at kunne skrive i en ansøgning, når man skal beskrive sine stærke sider.
Det vidner umiddelbart om et mentalt overskud og en forståelse for fremtidige forandringer og innovative beslutninger. Disse ord har dog en skyggeside, da der i forståelsen af dem også ligger en forventning om, at du, som medarbejder eller leder, inden for forholdsvis kort tid, er villig til at slippe det, som du har gang i til fordel for noget andet og nyt.
Det er langt fra på mode eller velanset, at du måske mest af alt trives bedst ved de faste og velkendte rutiner og strukturer, som giver dig en ro og en mulighed for at fordybe dig og gøre dig bedre til det, som du allerede kan og har stor indsigt i.
Det er vigtigt at være i konstant bevægelse, udvikle sig og være i fremdrift. Dette ydre samfundsmæssige krav og indre personlige krav om konstant fremdrift er måske årsagen til, at et nyt begreb har set dagens lys og efterhånden er på alles læber og i alles hjerter.
Det nye begreb er: resiliens, som kommer af det engelske ord resilience, som betyder ukuelighed. Det er et psykologisk begreb, som handler – i psykologisk forstand – om menneskers evne til at overvinde belastninger og risikofaktorer i livet. Om livsmod og modstandskraft, ja, om at være robust.
Det forholder sig nemlig sådan, at hvis du skal klare alle de krav om forandringer og omstruktureringer, så er du nødt til at være robust og modstandsdygtig overfor den uro og usikkerhed, som enhver forandring af strukturer fører med sig.
Derfor er der rigtig god grund til, at netop begrebet resiliens bliver kaldet det nye sort på moderne dansk. Dette også taget i betragtning af, at en medarbejder i dag i den grad står meget alene om ansvaret for sin arbejdssituation.
Denne udfordring beskriver den danske sociolog Rasmus Willig i sin nyudkomne bog 'Afvæbnet kritik'. I bogen gør Rasmus Willig rede for de store udfordringer og belastninger, som medarbejdere i dag er udsat for, når firmaer og arbejdspladser konstant er i gang med omstruktureringer.
Når medarbejderne så har brug for at ytre sig om belastningen, er responsen fra ledelsens side: "Du er måske ikke stærk nok til at være her" – med andre ord, måske er det på tide, at du finder dig et andet arbejde.
Medarbejderne står altså tilbage med hele ansvaret, men uden magten til at foretage de ændringer, der skal til, for at få sin arbejdstrivsel tilbage. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at være robust.
Den danske folkeskole har også taget begrebet til sig. Det er vigtigt, at børnene er robuste, så de kan klare de udfordringer, som de møder i form af mange test og konkurrencer.
Det er i dag vigtigt, at det enkelte barn bliver den bedste udgave af sig selv og hele tiden har øje for og kan definere de mål, som skal føre dem til en realisering af det.
Det betyder, at så snart, at de har nået et mål, så skal de sætte sig nye mål for optimeret læring og personlig udvikling. Det betyder også, at det aldrig er godt nok der, hvor de befinder sig, men at de hele tiden skal videre i jagten på det stadigt forbedrede og mere robuste jeg.
Det enkelte barn i den danske folkeskole bliver anno 2016, mere end det har været det i årtier, opfattet som et middel til at nå et mål; et mere konkurrencedygtigt og optimeret produktionskapabelt samfund.
Dertil kræves robuste og modstandsdygtige individer, som kan klare de samfundsmæssige og personlige fordringer om fremadrettethed og bevægelighed.
Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er noget forkert i at ville gøre sine børn robuste eller have visioner om et robust, modstandsdygtigt og velproducerende samfund. Det betænkelige, ved nutidens fordring om resiliens, er forestillingen om vejen dertil.
Rasmus Willig peger på, at det mest robuste samfund og de mest robuste mennesker skabes af stærke fællesskaber. Den påstand er en anden tilgang til, hvordan vi når robusthed og modstandsdygtighed, at det ikke går gennem personlig udvikling og fokusering på at blive en forbedret udgave af sig selv.
Den påstand bygger på en forestilling om, at det kun er igennem troen på og tilliden til, at den andens personlige udvikling og optimale ydeevne afhænger af mit tillidsfulde blik på den anden og en klar forståelse af, som K.E Løgstrup skriver, "at jeg er bevidst om, at jeg altid holder en flig af den andens liv i mine hænder".
Det betyder, at jeg er klar over, at hvis vi skal nå et mål, som er tilfredsstillende og optimalt, så sker det kun, hvis den anden er tryg og i trivsel og ikke kun, hvis jeg er det.
