Red en mors liv på Mors dag

Gentofte-organisation står bag kampagne, hvor man for 200 kr. kan donere en sikker fødsel til kvinder i Vestetiopien

Foto: Annette Forsberg

For andet år i træk står hjælpeorganisationen Maternity Worldwide bag kampagnen 'Red en mors liv på Mors dag'.

Mors dag er – som mange reklamer for tiden gør os bekendt – på søndag den 11. maj. Men i stedet for at købe dyre blomster, usund chokolade og vaser, som blot kommer til at fylde op i skabet, opfordres drenge og mænd til at bruge penge på en alternativ gave til deres mødre.

For 200 kr. kan man donere en sikker fødsel og dermed redde en mors liv i Vestetiopien, hvor dødsårsagen for hver syvende kvinde er graviditet og fødsel. Formålet med kampagnen er at reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder.

Sidste år indbragte kampagnen over en million kr., som gjorde det muligt at tilbyde fødselshjælp til 3.000 etiopiske kvinder. I år går de indsamlede penge til at videreføre al den fødselshjælp, der er blevet etableret, suppleret med projekter, der sikrer, at indsatsen bliver både bæredygtig og langsigte med lokal forankring. Eksempelvis i form af undervisning af kvindegrupper i ernæring, sundhed og hygiejne samt uddannelse af lokalt fødselspersonale.

"Jeg var med til at stifte Maternity Worldwide sammen med fem andre kvinder for godt to år siden efter at være blevet gjort opmærksom på de chokerende mangelfulde forhold, der er skyld i, at mange kvinder dør, når de føder i Etiopien. Vi har oplevet, at danskerne har et stort ønske om at bakke op om sagen, og vi er overbeviste om, at indsatsen vil redde mange kvinders liv. Allerede nu kan vi glæde os over de mange kvinder og børn, der har overlevet – det er det hele værd", siger Illa Westrup Stephensen, som er presseansvarlig og medstifter af Maternity Worldwide, som udelukkende består af kvinder fra Gentofte.

Sidste år fik kvinderne Årets Kvindepris 2007 fra Alt for Damerne.

Læs mere på www.RedEnMorsLiv.dk, hvor man også kan købe Mors dag-kort.