Marianne Telling, sognepræst i Skovshoved Kirke
Sådan råber min cykeltræner til mig. Fordi i dag skal vi øve sving. Og det handler om at se, på den rigtige måde.
På racercykel går det stærkt, og derfor skal jeg også lære at svinge. Det giver ikke sig selv, som det gør, hvis man lister sig afsted på en gammel havelåge, så svinger man jo bare lidt med styret, og kroppen følger med rundt. Men når farten stiger, så skal der mere til.
Og det er faktisk noget af det, jeg er allermest nervøs for, det med at svinge. Og når man så samtidig gerne vil køre så hurtigt som muligt, så bliver man nødt til at lære noget om at svinge. Og det handler jo om at turde lægge sig ind i svinget, ned over styret, bruge sin vægt på den rigtige måde, så den kraft, der er i farten, bliver overført til et sving, så man ikke bare fortsætter lige ud, over i den anden vejbane, eller i grøften.
Men det handler faktisk allermest om at se. Hvor ser du hen? Hvis du ser lige ned i jorden, så har du ikke noget overblik og kan derfor ikke se, hvor du kører hen, og hvad der venter dig, rundt om hjørnet.
Og hvis du bliver bange, og panisk stirrer på det, du er bange for, ja så kører du med ret stor sandsynlighed ind i det, du er bange for at køre ind i. Hvis du stirrer på en sten, så rammer du den, eller hvis du klistrer øjnene på en høj kant, så kører du henimod den.
Fordi vores øjne styrer handlingen. Og fidusen er, at du skal se derhen, hvor du vil udkomme – se derhen hvor svinget ender, der hvor du vil fortsætte videre ligeud fra. Når du gør det, så oplever du en langt bedre kontrol, som om cyklen af sig selv kører derhen, hvor du ser.
Jeg kender det også fra bilen. Hvis du skal styre igennem et smalt sted, så se derhen, hvor det smalle sted slutter, – ikke se til siderne, ikke se ned lige foran. Sæt det lange blik på.
Og det kender jeg faktisk også fra livet selv. Når der sker svære ting i livet, så kan det hjælpe og give styrke at se frem, at sætte det lange blik på. Hvis du snubler fra tue til tue og ikke løfter blikket, så mister du netop overblikket.
Så mister du fornemmelsen af at være på vej, at også dette her, det svære, du går igennem lige nu, at også det er en overgang, et sving på vejen.
Kristendommen handler også om at se. Om at se med hjertet, om at se med troens øjne. Og de kan nogle gange se noget ganske andet, end det fysiske øje ser.
Man kan også sige, at tro handler om perspektiv. Hvordan du ser på det, der sker. Hvilket perspektiv, hvilken linse, du oplever livet igennem. Det er for mig at se noget af det vigtigste ved at overgive sig til en religiøsitet, nemlig at du får foræret en anden måde at se på.
I bibelens sprog bruges et gennemgående billede af livet som en vej, som en rejse eller en vandring. Faktisk blev de første kristne kaldt for "dem, der fulgte Vejen". Og vi kender det så udmærket fra vores daglige sprog: at livet bliver beskrevet med billeder af en rejse eller en bevægelse.
Bare et par eksempler: jeg kan være "undervejs med noget", eller jeg kan komme "på vildspor". Jeg kan også "lægge vejen forbi" nogen, og jeg ønsker, at mine børn "kommer godt i vej". Når jeg fortvivler, kan jeg ikke finde "en udvej", eller jeg er havnet på "en blind vej".
Det at se, og det at bevæge sig i en bestemt retning, handler altså ganske tæt sammen. Både i den fysiske verden, når jeg cykler, og i den åndelige verden, når jeg skal finde ud af at forholde mig til tilværelsen.
Hvad troen gør for mig
Nogle gange bliver jeg spurgt, hvad troen gør for mig. Og det gør faktisk en verden til forskel, hvis jeg forestiller mig mit liv sat ind i en større sammenhæng, med opgange og nedgange, med nok så mange huller og bump på vejen, men at det dog er en vej. Og ikke bare en samling tilfældige begivenheder, der ikke hænger sammen. Troens øjne fortæller mig, at der ér en vej, og at jeg ikke selv skal opfinde den eller holde den ved lige. Der ér en vej, og jeg skal blot følge den, også selvom den tager mig med på de vildeste og mørkeste steder.
At tro på Gud handler også om, at jeg ikke skal bære alting selv, og jeg skal slet ikke bære det, jeg ikke har ansvar for. Jeg har ikke ansvar for, at livet findes, at mennesker, dyr, planter og blomster findes, og jeg har heller ikke ansvar for, at sygdom, død, ulykke og sorg findes. Jo, jeg ved godt, vi kan gøre meget for at forebygge og helbrede, og vi har selvfølgelig også et ansvar, et stort et, for hvordan vi forvalter vores fælles klode. Men i det helt store spil, der er vi altså ikke herre over liv, død eller kærlighed, og vi er overladt til kræfter, vi ikke kan styre, lige meget hvor dygtige vi bliver.
Hvad kan vi så? Vi kan vælge vores bane med omhu. Vi er sat her i livet, med alt hvad det rummer af skønhed og smerte, og det vi så rent faktisk har ansvar for, ja det er, hvor vi ser hen. Hvordan vi vælger at lægge os på vejbanen. Hvad vi vælger at fokusere på. Og hvis man synes, at ens øjne hele tiden søger mod bumpene, de store sten eller hullerne, ja så kan man øve sig, lidt. Det er muligt at øve sig i at lytte til det store sus fra vinden og vandet og træerne, der hvisker til os, at vi blot er små mennesker med varme hjerter, der skal prøve at få det bedste ud af den tid, vi nu får lov at være her, prøve at være nærværende over for andre mennesker, og så må Gud tage sig af de store ting.
Så må Gud bære med, på alt det, vi ikke er herre over, og ikke kan styre selv. Så vil jeg prøve at holde kroppen i gang, sindet åbent og øjnene rettet derhen, hvor svinget ender.
Rigtig god sommer!
