Der var flere ting at fejre, da institutionen Børn og Miljø på Skovvej i Gentofte inviterede til forårsfest for børn og voksne torsdag eftermiddag.
Først og fremmest har institutionen fået tildelt Friluftsrådets grønne og blå flag for institutionens arbejde med børn og natur i 2022. De to flag har Børn og Miljø Skovvej dog fået hvert år siden 2010, så selvom det også var en fejring værd, var det noget andet, der stjal fokus torsdag eftermiddag.
Her blev pædagog Tine Tipsmark hædret med Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris ØST.

“Det er en meget stor anerkendelse,” sagde Tine Tipsmark, der fik prisen overrakt af Thomas Dyreborg Andersen fra Novo Nordisk Fonden. Prisen bliver givet til en pædagog, der gør et særligt stykke arbejde for at engagere børn i naturfag.
Det er Tine Tipsmarks leder Vivi Fischer, der har indstillet vuggestuepædagogen til prisen for sit arbejde med at inddrage blandt andet natur og matematik i børnenes hverdag.
Om prisen
Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig pædagogisk indsats inden for læreplanstemaet natur, udeliv og science.
De 100.000 kroner, som institutionen modtager skal anvendes til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema (fx indkøb af udstyr til teknik- eller naturundersøgelser, opgradering af lokaler/udeområde, ekskursioner eller efteruddannelse).
“Tine har et særligt og smittende drive med et stort fokus på at se muligheder og på, at man ikke skal lade sig begrænse; at man sagtens kan arbejde naturfagligt med børn i vuggestuealderen,” lød det blandt andet i indstillingen.
“Det største har for mig været, at min leder har taget initiativ til at indstille mig til prisen, det betyder alverden. Da hun fortalte mig, at hun havde tænkt sig at indstille mig blev jeg meget rørt. At jeg så har vundet er jo bare ekstra dejligt,” sagde Tine Tipsmark kort efter prisoverrækkelsen.
Med prisen følger en præmie på 50.000 kroner til Tine Tipsmark og 100.000 kroner til institutionen Børn og Miljø Skovvej, hvor hun arbejder.