Påskesjov på Garderhøjfortet

I påsken har Kaptajn Kylling på Garderhøjfortet brug for hjælp til at udvide sit kyllingekompagni, og der er gækkemysterier at knække

Påskesjov på Garderhøjfortet

Kaptajn Kylling på Garderhøjfortet vil gerne udvide sit kyllingekompagni. Der er aktiviteter på fortet alle dage i påsken fra den 1. til 10. april. Pressefoto

Garderhøjfortet byder på masser af aktiviteter i hele påsken. Fra 1. til 10. april er fortet åbent for besøg alle dage, og der er lejlighed til at opleve lidt af hvert, lover fortet i en pressemeddelelse.

Hver halve time kan man komme med på en aktiv rundvisning i Kanontårnet, hvor man selv skal prøve at skubbe tårnet i stilling, og for de ekstra videbegærlige er der hver dag klokken 12.00 mulighed for at komme på en lang rundvisning rundt på hele fortet.

Flere kyllinger

Kaptajn Kylling vil gerne udvide sit kyllingekompagni, og han beder derfor om hjælp fra alle besøgende. Børnene har mulighed for at hjælpe, når de laver deres egen soldaterkylling og lader den træne på terrænet. Efter påsken tages det store Kylling-kompagni-foto med alle de kyllinger, der er kreeret. Kyllingerne kan hentes hjem på orlov efter påske fra 19. april. Man må også gerne tage sin kylling med hjem på dagen, hvis den ikke skal med på fotoet, skriver Garderhøjfortet.

Når man har lavet sin kylling, kan man træne på hele fortet og opleve, hvordan det var at være soldat under Første Verdenskrig. Børnene får udleveret en soldaterbog fyldt med spændende missioner, som soldaterne under Første Verdenskrig også skulle kunne udføre.

Sidst, men ikke mindst har Garderhøjfortet modtaget et mærkeligt gækkebrev, og det store mysterium om, hvem der har sendt det, skal løses. Der er præmier til alle, der løser mysteriet.

Fortet har åbent fra klokken 10.30 til 16.00 i weekend og påskehelligdagene. På de tre hverdage er åbningstiden fra klokken 11.00 til 15.00. Få flere informationer på www.garderhøjfort.dk.

Jk