Økonomien skranter i Gentofte Stars

Gentoftes eliteishockeyhold er i voldsom pengenød efter en række sponsoraftaler er gået i vasken

Foto: Signe Haahr Pedersen

Selv om Gentofte Stars har skøjtet sig til fine resultater de seneste år, kæmper eliteholdet for overlevelse.

Lige nu mangler der omkring 1 million kroner i ishockeyklubbens kasse for at kunne fortsætte sæsonen ud, da flere sponsorer er sprunget fra.

Det oplyser Stars i en pressemeddelelse.

"Vi har gennem hele sæsonen (sidste sæson, red.) fået nye virksomheder med i vores Erhvervsklub, og der er også kommet en række nye sponsorer til klubben i denne sæson, men desværre har alt for mange ikke kunnet levere på de aftaler, der har været. Derfor bliver det afgørende at finde en eller flere sponsorer til holdet," lyder det i pressemeddelelsen.

I sidste sæson sikrede Gentofte Stars' elitehold sig en sølvmedalje i den bedste danske ishockeyliga, Metal Ligaen.