Nyt livsvigtigt point til skovserne

To sejre og en uafgjort er resultatet af Skovshoveds seneste tre forårskampe. Nedrykningsstregen er rykket længere væk

Nyt livsvigtigt point til skovserne

Philip Oslev er kommet på skudhold og trykker af, men desværre lige på Sundby-keeperen. Foto: Ole Tradsborg

Påsken var god for Skovshoved, der lagde ud med at vinde lokalderbyet Skærtorsdag mod B1903 med 3-1, hvorefter udekampen 2. påskedag mod Nørrebro FF blev 'kriget hjem' via en smal sejr på 2-1.

Fredag aften stod menuen så på en hjemmekamp, men mod en noget sværere modstander, nemlig rækkens næstbedst placerede hold fra Sundby.

Og det blev en kamp, der bar præg af et meget vådt og tungt underlag i en kulisse, der hurtigt blev mørkere og mørkere, som kampen skred frem, og fordi kampen først blev fløjtet i gang kl. 18.30.

Det blev ikke overraskende et opgør, hvor fokus var rettet mod defensiven og ikke de store chancer i kampens indledning.

Men efter et kvarters spil fik gæsterne sin største chance i en ellers chancefattig første halvleg, men SIF-keeper Victor Smedsrud hev en mirakelredning frem på en kæmpe Sundby-chance.

Aldrende Simon Bræmer (med 11-tallet på ryggen) bliver bare ved og ved. Her i direkte duel mod Sundbys nr. 11, dermed dobbelt op på 11’er-møde. Foto: Ole Tradsborg

I den anden ende var det så som så med skovser-tilbud.

Bedre blev det ikke efter pausen, og så endte det hele, som det begyndte, nemlig 0-0.

De syv point, Skovshoved har scoret i sine tre seneste kampe betyder, at holdet nu er vandret godt op i tabellen i Københavnsserien, i øjeblikket indtaget holdet en 8. plads.

Gustav Møller, søn af Peter Møller, er endnu knapt så målfarlig som sin far, men kom dog til et par chancer i løbet af opgøret. Foto: Ole Tradsborg

Allerede fredag er der ny hjemmekamp på skovsernes hjemmebane Leo Ground, når modstanderne fra Husum Boldklub lægger vejen forbi. Der er kickoff på Krøyersvej kl. 18.30.