Efter 40 år på samme sted flytter Ordrup Bibliotek fra Ordrupvej til august.
Der bliver ikke tale om nogen lang rejse – blot et stenkast fra den ene ende af Ordrup Park til den anden. Her rejser sig for tiden et kulturhus, som kommer til at rumme en sportshal, to multisale, motionsrum, teorilokale til idræt og bevægelse, et auditiorium, fire studieceller og et bibliotek, som både skal rumme bydelsbiblioteket og Ordrup Gymnasiums bibliotek.
"Kommunen lejede sig ind pr. 1. august 1947. Det var en uopsigelig lejekontrakt i foreløbig 20 år, og det blev så til 40 år i stedet for", siger kulturdirektør Lone Gladbo, der glæder sig til bibliotekets nye rammer.
Det er nemlig ingen hemmelig, at lokalerne er blevet noget nedslidte gennem årene.
Indtil 1. januar ejede Lægernes Pensionskasse bygningen, men de er solgt til I/S Adelaide, og ejendomsadministrationsfirmaet Bolux A/S står for administrationen.
Der må hverken rykke produktionsvirksomheder eller forretninger ind i lokaliteterne.
"Vi sigter på, at der kommer læge- eller helsecenter og har allerede fået flere henvendelser fra interesserede læger og alternative behandlere. Hvis de kan bo sammen, vil det være rigtigt fint, men nogle gange er lægerne ikke så meget for alternative behandlere. Vi skal bruge nogle måneder på at finde egnede lejere", siger Bolux A/S' direktør Niels Bowmann.