Ny cykelbutik hylder fællesskabet og den gode kaffe

Ulrich Scheibelein har åbnet den kombinerede butik og café Copenhagen Cycling Club på Rådhusvej 3, hvor social rides starter og slutter med espresso på hjemmeristede bønner

Espresso og cykling kan noget sammen. Det ved cykelryttere, og dem bliver der flere og flere af.

”Det er meget almindeligt lige at spice formen op med en espresso, inden man cykler ud, og når turen er overstået, kan man tage en mere, før man cykler hver til sit,” siger Ulrich Scheibelein.

Han har åbnet den kombinerede butik og café Copenhagen Cycling Club på Rådhusvej 3 i Charlottenlund.

”Jeg vil gerne give mit bidrag til cykelkulturen. Jeg gik en tur med min hund, og så kom navnet Copenhagen Cycling Club til mig lige pludselig.”

Kaffedelen af konceptet gik tidligt i udbrud.

“Det er ikke en klub i formel forstand, men et samlingspunkt, der prioriterer fællesskabet omkring det at cykle,” siger Ulrich Scheibelein, som blandt andet sælger custom made cykler med rammer og komponenter af kulfiber og titanium. Foto: Peter Klar

”Det startede med et kafferisteri, Copenhagen Cycling Club & Roastery, som leverede til de omkringliggende cykelcaféer, som er cykelværksteder med café. Der var ingen cykelcaféer, hvor selve produktet og livsstilen var i fokus. Det ville jeg skabe. Og jeg rister stadig selv.”

Både kunder fra gaden og cykelmotionister, der skal med på en af CCC’s ture, bliver budt på kaffe.

Social rides

”Det er ikke en klub i formel forstand, men et samlingspunkt, der prioriterer fællesskabet omkring det at cykle. Måske får vi en dag brug for et større klubhus, men man jo må starte et sted. Vi laver social rides for kvinder og mænd i forskellige tempoer, og vi har lavet et CVR gravel-hold for folk med firma og interesse for gravel-cykling,” siger Ulrich Scheibelein.

På en stor skærm i caféen kører naturligvis cykelløb nonstop.

”Vi mødtes om morgenen før Paris-Roubaix for nylig og kørte en tur, hvor vi simulerede kombinationen af landevej, pavéer og grusveje. Og bagefter spiste vi pizza, drak øl og så Paris-Roubaix.”

Cykelbud som ung

Ulrich Scheibeleins interesse for cykling går tilbage til barndommen.

”Jeg sad og så Tour de France med min far. Som ung var jeg cykelbud i København. Som voksen har jeg brugt cyklingen som et fristed, der giver frisk luft og mulighed for at få stress ud af kroppen. Da jeg ville udfordre mig selv på noget helt andet, end jeg havde lavet før, var det oplagt, at det skulle handle om cykling. Jeg bor selv i Taarbæk, tæt på Dyrehaven, hvor rigtig mange kører gravel. Derudover er Strandvejen en populær cykelrute ind til København. Jeg synes, Charlottenlund er et perfekt sted at ligge, hvis man vil fange de cykelinteresserede.”

Ulrich Scheibelein har ikke beskæftiget sig professionelt med cykling før. Til gengæld har han arbejdet med branding, salg og marketing for Adidas og Wood Wood, og han er meget bevidst omkring det sortiment, Copenhagen Cycling Club skal tilbyde sine kunder.

”Jeg repræsenterer flere brands, som ikke er til at finde lige nu fysisk i København, men som er solidt positioneret globalt.”

Det gælder for eksempel butikkens to tøjmærker MAAP og Velocio.

”MAAP er australsk og taler især til dem, der vil have, at tøjet er det, man kalder race-fit. Velocio er italiensk og er mere casual og minimalistisk og henvender sig typisk til ryttere, der også prioriterer hyggen og fællesskabet før og efter.”

Personlig cykel

Copenhagen Cycling Club forhandler også lette, sikre cykelhjelme fra svenske POC og cykelrammer og komponenter i titanium og kulfiber fra anerkendte nichemærker som Mosaic og Envy.

Copenhagen Cycling Club samarbejder med Bike Fit Pro i Nordhavn og kan tilbyde custom made cykler med rammer støbt efter kundens mål og præferencer ift. aggressiv eller afslappet siddestilling.

”Du vælger selv komponenter, farve og eventuel grafik. Du skal vente tre måneder, mens den bliver produceret, men så får du også en personlig cykel af meget høj kvalitet, som der kun findes den ene af i verden.”