Ny apoteker: Vi kan hjælpe sundhedsvæsnet mere

Mia Thorne Hald er den nye ejer af Hellerup Apotek. Hun kommer fra medicinalindustrien, hvor hun bl.a. har arbejdet med digitale løsninger. Hun ser store muligheder for, at apotekerne kan aflaste det pressede danske sundhedsvæsen

Ny apoteker: Vi kan hjælpe sundhedsvæsnet mere

Mia Thorne Hald er den nye apoteker på Hellerup Apotek. Foto: Jesper Bjørn Larsen

På Strandvejen 165 har der ligget apotek siden starten af 1900-tallet, og det kommer der fortsat til.

Men lørdag den 1. april er der skiftedag på apotekerpladsen. Lise Eberholst, som har haft bevillingen siden 2007, går på pension, og giver tøjlerne videre til 37-årige Mia Thorne Hald, der bor i Hellerup med sin mand og to børn på 4 og 6 år.

“Det kribler lidt i fingrene på mig. Jeg ser frem til at komme i gang, og jeg glæder mig til den direkte kontakt med kunderne,” siger Mia Thorne Hald, da Villabyerne kigger forbi et par dage før, hun trækker i apotekstøjet.

Siden hun blev færdig som farmaceut i 2012, har hun arbejdet i medicinalindustrien, først hos Lundbeck og siden hos LEO Pharma. Ledelse inden for digitalisering og en smartere omgang med data har været hendes fokusområder, men hun følte, hun efterhånden var kommet lidt for langt væk fra det farmaceutiske. Og da en drift for at blive selvstændig samtidig havde ulmet i hende længe, slog hun til, da bevillingen til at drive Hellerup Apotek blev slået op af Lægemiddelstyrelsen.

I sin ansøgning og senere jobsamtale slog hun på sine erfaringer med at bruge digitale værktøjer til at skabe bedre arbejdsgange.

“Det handler om at frigøre de ansatte til at yde en god service, give faglige råd. Så vil jeg gerne arbejde med butikkens fysiske udtryk, måske få lidt flere hyldemeter og flere varer på display. Og så vil jeg også kigge på en bedre handicapadgang,” siger Mia Thorne Hald, der har allieret sig med en indretningsarkitekt for at optimere butikken.

Apotekernes rolle har ændret sig i de senere år, hvor de i stadig højere grad påtager sig nye roller i sundhedsvæsnet, f.eks. i form af covid- eller influenzavaccinationer, men også i form af sundhedsydelser som f.eks. medicinsamtaler i skranken. Eller dosispakning af medicin til patienter, der har gavn af dette og som frigør varme hænder. Den udvikling hilser Mia Thorne Hald velkommen, og hun ser den gerne udbygget.

“Vi er her hver dag, og vi kan løfte meget. Tiden er knap hos både de sundhedsfaglige på hospitalerne og i ældreplejesektoren, det brænder på derude, så lad os da gøre brug af de muligheder, apotekerne kan tilbyde for at gøre medicinhåndteringen nemmere,” siger hun.