Fortalt til Jesper Bjørn Larsen
gentofte Erik Hamre, 66 år, har ejet og drevet Gentofte Kino i 34 år. Sune Lind Thomsen, 52 år, har ejet og drevet Gentofte Kino i halvandet år, bor selv i bydelen.
"En hyggelig landsby, sådan opfatter jeg gamle Gentofte. Det var det, da jeg overtog biografen i 1986, og det er det jo for så vidt stadig. Da jeg kom til byen, var Gentoftegade ikke et aktivt handelsstrøg. Der lå butikker, der var gået i arv fra generation til generation, bl.a. en noget bedaget herreekvipering på torvet. Jeg tror aldrig, jeg så nogle mennesker inde i den. Der var lidt Damernes Magasin over Gentoftegade dengang," smiler Erik Hamre.
"Jeg voksede op i Gentofte, bl.a. på Høeghsmindevej. Efter skole kørte min ven Rasmus og jeg ned på biblioteket, hvor vi læste tegneserier. Der var en virkelig dygtig, entusiastisk bibliotekar, som sørgede for at opdatere samlingen løbende. Vi læste ALT… Blake og Mortimer, Buddy Longway, Blueberry… bare ikke Prins Valiant, der satte vi grænsen, han var for fimset. I biografen kom vi 2-3 gange om ugen. Så James Bond-kavalkader, Bud Spencer- og Herbie-film. Jeg var også medlem af BUF (børnefilmsklubben, red.), og jeg skulle have været i biografen den dag, hvor Kaj Kaisou (tidligere ejer af Gentofte Kino, red.) faldt om," mindes Sune Lind Thomsen.
"Han døde, mens han var på arbejde. Hans hustru sad nede i foyeren, da en dreng kom løbende ud og sagde, at der var noget i vejen med filmen. Hun bad en hundeejer – dengang måtte man tage hunden med ind i biografen – om at tjekke til Kaj… han lå død i operatørrummet på 1. sal med cerutten i hånden," supplerer Erik Hamre.
"Det var ikke godt for hans blodtryk at afholde BUF. Når filmene ikke var gode, så var det svært at fastholde vores koncentration. Så løb vi rundt mellem stolerækkerne i mørket og trak pigerne i håret, og Kaj måtte løbe rundt efter os," siger Sune Lind Thomsen, der stadig kan huske, da Netto åbnede på gaden omkring 1980.
"Dengang var det noget helt nyt, men i dag har vi jo det hele i Gentofte. En smuk kirke, et fint hotel, et godt bibliotek, fantastiske skoler, supermarkeder, rigtig gode specialbutikker, flere cafeer og en vinbar, en biograf. Vi har alle de grundlæggende ting, der skal til for at leve et moderne liv.
Og man skal ikke undervurdere betydningen af de kulturelle samlingspunkter. Det er dem, der binder bydelen sammen. Måske mangler vi en god restaurant. Det er forholdsvis sjældent, man går på 2-stjernet Michelin-restaurant," smiler Sune Lind Thomsen og henviser naturligvis til Restaurant Jordnær på Gentofte Hotel.
Ingen butiksdød
"Man må rose Handelsstandsforeningens lokalafdeling for at have tiltrukket et rigt udbud af specialbutikker i høj klasse. Vi har en god slagter, en god fiskehandel, en god ostebutik og en god bager for bare at nævne et par af dem. Og der står ikke et eneste butikslokale tomt i Gentofte. Ingen butiksdød her," indskyder Erik Hamre, der husker et ganske særligt besøg i Gentofte Kino i 1976.
"Jeg var filmchef i Paramount, Universal og MGM, og den daværende ejer, Tage Rasmussen, inviterede mig på besøg i håbet om, at jeg kunne hjælpe ham med at få nogle flere danmarkspremierer. Det var nok den værste, mest slidte biograf, jeg nogensinde havde set. Jeg faldt på vej ind i salen, der var polstret til med et orangeblomstret tæppe, som var splejset sammen af nylontråd. Da jeg overtog biografen i 1986, tog jeg fat på at modernisere den.
En advokat ringede og sagde, at han havde pant i de to filmfremvisere. Det skyldtes, at Hr. Kaisou havde belånt to tons ubrugeligt skrot, dog tidligere tiders kinomaskiner, der for længst havde udtjent deres virke, men denne handling havde åbenbart givet en kortfristet forbedring af likviditeten. Først blev jeg rædselsslagen, for jeg troede, at advokaten havde pant i de to maskiner, som viste film hver dag, men da det gik op for mig, at advokaten åbenbart var blevet snydt af Kaisou, var jeg dybt taknemlig for at få fjernet disse maskiner, der fyldte et helt lokale," griner Erik Hamre.
"I dag er Gentofte Kino unik, fordi det er en af de sidste enkeltsals-biografer. Og så er det jo lidt sjovt at tænke på, at det faktisk er af nød, at den forblev en enkeltsal. For da alle andre i 1980'erne gik over til at bygge flere sale, var der ikke råd til den slags i Gentofte," siger Sune Lind Thomsen.
"Nej, der var ikke engang råd til et ordentligt lærred. Det lykkedes med held og et publikum, der gudskelov var yderst tolerante på det audiovisuelle område, at holde biografen kørende," smiler Erik Hamre, der tog fat på at udskifte lærred, linser og højttalere som det første i 1986.
"Og i løbet af kun tre år fik Erik prisen som Danmarks bedste biograf, det var faktisk en kæmpe bedrift," roser Sune Lind Thomsen.
"Hvis ikke Gentofte Kinos Venner havde været der, ville biografen ikke have ligget her nu. Og min aldrig svigtende hustru har også haft en stor betydning for, at Gentoftegade den dag i dag har en særdeles attraktiv og levende biograf," tilføjer Erik Hamre.
Frederik Fausing, 46 år, ejendomsmægler, har solgt boliger i Gentofte siden 2008.
"Det er i høj grad folk, der bor her i forvejen, der køber hus i Gentofte. Når vi sælger huse i Dyssegård/Vangede, sker det oftere, at det er folk inde fra byen.
Gamle Gentofte er blevet meget nemmere at sælge, fordi torvet er blevet fornyet. Før lå der mange af den slags butikker, man måske lidt nedsættende kunne kalde 'konebutikker', men det gør der ikke længere. Der er virkelig sket meget, andre lejere er kommet ind. Nu har vi både Emmery's, Joe & The Juice og Green Mango. Når solen skinner, er her jo nærmest sydlandsk stemning.
Nærmiljø kan i den grad sælge boliger, og jeg slår tit på landsbyens kvaliteter, når jeg skal sælge boliger her. Nummer 1 er selvfølgelig nærheden til København, men på en sikker andenplads kommer alle kvaliteterne ved at bo i bydelen Gentofte. Jeg slår på, at Gentofte er mere provinsiel end Charlottenlund og Hellerup. Og provinsiel er selvfølgelig ment positivt. For 10 år siden var det mere en soveby, men i dag er der en stærk opbakning til de lokale butikker, også imellem dem. Der er en stor aktivitet blandt butikkerne for at gøre byen attraktiv. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe hinanden. Køber altid lokalt. Jeg køber f.eks. altid min vin i Vinoteket. Græskaraften binder også folk sammen i bydelen. Mangler? Måske noget herretøj, men det har ligget her tidligere, og det kan vist ikke rigtigt løbe rundt."
Mange børnefamilier
"I de senere år er der virkelig kommet mange børnefamilier til Gentofte, men her er jo også både gode skoler og superfede fritidsaktiviteter. Boligpriserne er kun gået én vej de sidste mange år. Tidligere talte vi om, at det var svært at finde noget under 5 millioner, nu må vi faktisk sige, at det er svært at finde noget under 10. De dyreste veje er Parkovsvej, Vemmetoft Allé og Udsigten. I den anden ende af skalaen kan du godt stadig finde et billigt rækkehus tæt på motorvejen, vi har f.eks. et til salg for 6,5 millioner kr. i øjeblikket.
Faktisk er bydelen Gentofte jo ikke kun én ting. Hvis du vil have byliv, så er der landsbyen, som vi lige har talt om. Men hvis du er mere til natur, så har vi jo søen og Ermelunden. De første fem måneder af året har været rekordgode, men nu begynder det at jævne lidt mere ud. I min verden behøver politikerne ikke at bekymre sig om indgreb. Verden er ved at blive mere normal efter corona, og det gælder også på boligmarkedet."
Poul Malmkjær, 86 år, filmhistoriker og forfatter, har boet på Adolphsvej siden 1969.
"Min kone Aase og jeg boede på Blågårdsgade, sådan set i en udmærket lejlighed, men vi drømte om et hus, så vi havde en ugentlig grøddag. En dag fulgte jeg min datter hjem fra børnehaven, og jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde på grund af vejstøjen. Så begyndte vi at kigge på boligannoncer. Vi havde råd til ca. 250.000 kr. Hver gang, vi kom ind i et hus, var Ulf Pilgaard og hans kone på vej ud. Det skete virkelig mange gange, vi må have haft samme budget.
Det her hus fra 1898 var ikke lige drømmehuset, der skulle laves en masse – det var vel nærmest et håndværkertilbud – men der var højt til loftet. Og så kom vi ud til lys og luft. Min datter var seks år, da vi købte huset, og jeg kan huske, da jeg hentede hende på Krebs Skole og kørte hende ud til huset. 'Her er godt nok pænere end i Blågårdsgade', sagde hun, og så vidste jeg, at det var det helt rigtige. Hun fik jo også sit eget værelse, som hun fyldte med alle sine ting. Hun indrettede redaktion og lavede radiomontager. Og så sov hun inde ved siden af på det lille gæsteværelse."
Vidunderlige butikker
"Dengang var det en lidt uroligere Gentoftegade, end vi kender i dag. Mange flere butikker. Der var tre bagere, tre slagtere, to farvehandlere, en specialkøbmand, en herreekvipering og et hav af banker. En på hvert hjørne. Men ingen supermarkeder. Vi har stadig vidunderlige butikker, kvalitetsforretninger. Slagter Broe, en fiskebil, der kommer to gange om ugen, en glimrende ostebutik, der har godt styr på de franske oste… men det er jo også en franskmand, der overtog den efter Annette, en god bager. Det er virkelig en landsby, man er på hat med folk. Man har den der vidunderlige fornemmelse af, at folk har overskud til at være venlige. Vi konverserer ivrigt, når vi står i kø. Det er nærmest helt klubagtigt at stå i kø ved fiskeforretningen. Det er meget nemt at komme i snak, hvis man er en smule åben, og det er jeg vist. Der flytter hele tiden nye ansigter til Gentofte, og det er herligt. Der kommer også mange hunde til hele tiden, det nyder jeg også. Det er 12 år siden, jeg selv havde hund, men jeg fedter mig ind hos hundeejerne.
Jeg er heller ikke bange for at sige til dem, hvis de glemmer at samle op efter deres hunde, og folk bliver faktisk aldrig sure. Jeg må udstråle en autoritet, jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg var selv slem til at glemme snoren. Jeg kan huske, jeg satte min hund foran slagteren. En dame spurgte, 'hvad er dog det for en stor, sort hund, der står udenfor'? 'Det er Momo, hun er en del af gadebilledet', svarede Peter Broe. Og så var der ikke mere at sige."
Med i borgergruppe
"Jeg kan godt lide de gammeldags bygninger, der også er en del af Gentofte. Der er i den grad fysiske reminiscenser af en anden tid. Fiskebakken, det var der, man kunne fiske fra. Strømpefabrikken, som ligger for enden af Mitchellsstræde. Vi siger 'nede i Gentofte', 'jeg går lige ned i Gentofte', jeg ved faktisk ikke hvorfor.
Jeg var med i den borgergruppe, der kom med ideer til forskønnelsen af Gentoftegade, og vi var godt tilfredse med resultatet. Vi fik flere grønne træer, et bedre gademiljø, ja vi fik sågar et springvand. Jeg stillede også op for Gentofte-Listen i 1980'erne og nåede da at blive suppleant til kommunalbestyrelsen. Da det gik hedest for sig, havde vi vist fire pladser. Men jeg havde absolut ingen sans for det politiske arbejde. Og spillet, de lokalpolitiske slagsmål, det tiltalte mig overhovedet ikke, det var mig faktisk inderligt imod."
"Når jeg skal fortælle andre om Gentofte, så lægger jeg vægt på landsbymiljøet, på fortroligheden. Man føler sig hjemme i Gentofte. Min datter er også selv flyttet hertil.
Da jeg som dreng skulle til spejder og cyklede ud ad Lyngbyvejen, skuede jeg ud over Gentofte Sø. Og jeg kan huske, jeg tænkte, 'wow, hvor er her flot, her kommer jeg desværre aldrig til at bo', men det gjorde jeg så. Jeg gik ofte tur ved Gentofte Sø, da vi havde hund.
Dengang, vi havde rigtige vintre, kan jeg huske, der blev lavet ishockeybaner på Gentofte Sø. Jeg kan huske fejemaskinen, der kørte på søen og gjorde klar. Jeg kan huske et år, hvor søen frøs fuldstændig til, og fiskene manglede ilt. Der var lastbiler, der kørte væk med dynger af døde fisk."
