Det hjælper som regel, når medierne går ind i en sag.
Den huskeregel fik ny næring lørdag formiddag, da ejeren til en mystisk bil parkeret på Dalstrøget hentede sit køretøj.
I torsdags fortalte vi om den koksgrå Fiat Punto, der havde stået parkeret på Dalstrøget i 10 uger. Og om den villaejer, der begyndte at frygte, at der måske lå en tragisk hændelse bag den efterladte bil. Men det gjorde der ikke.
"Ejeren hentede bilen sammen med en autohjælp. Jeg spurgte ham, hvad historien egentlig var, men han var ikke særlig meddelsom. Han sagde blot, den var gået i stå. Og at det det i øvrigt ikke angik mig. Og det har han jo ret i", siger Leif Rasmussen, der bor inde bag den hæk, hvor bilen stod efterladt.