Mød kandidaterne: “Klaus Riskær er et geni på mange områder og kan løse store problemer effektivt”

Villabyerne præsenterer alle partiernes lokale kandidater op til valget med en blanding af personlige/skæve spørgsmål og de mere politiske. Her kan du møde Peter Hjorth, der stiller op for Partiet Klaus Riskær Pedersen

Hvilken mærkesag brænder du mest for?

At fortsætte den stramme indvandringspolitik og få bedre styr på kriminalitet er meget vigtigt, da vi allerede er på vej til at ændre vores ellers så harmoniske samfund, og prisen for at hjælpe her har været alt for høj. Klima er selvfølgelig kritisk, men vi skal mest bidrage med teknologi til globalt brug, og ikke betale os unødvendigt gennem afgifter på alt muligt.

Hvorfor gik du ind i politik?

Fordi jeg har set store negative forandringer i Danmark de sidste 20-30 år og jeg har forslag til løsningerne på dem. Derfor er det nærmest en pligt at bidrage til vores allesammens samfund og jord.

Hvordan vil du gøre en forskel i Folketinget?

Vi må starte med at komme ind og påvirke alt vi kan, og derefter få mere folkelig opbakning, så vi efter et par perioder kommer i regering. Løs vores program. Vi tør tage kalkulerede risici for at løse vores store udfordringer hurtigt.

Hvad er Danmarks største udfordring lige nu?

Klima og indvandring er store udfordringer. At holde vores velfærd fremadrettet er også en stor udfordring. Det kræver altså forandringsvillig politik at gøre Danmarks til verdens bedste sted at bo og leve med stort bidrag globalt via de ting vi skal være gode til som grøn energi, velfungerende samfund og lykkelige borgere.

Hvem er dit politiske forbillede?

Klaus Riskær er et geni på mange områder og kan løse store problemer effektivt. Af andre politikere kan jeg godt lide Uffe Elleman-Jensen, Per Stig Møller, Connie Hedegaard og Lykke Friis. Dygtige og meget engagerede mennesker.

Hvilken historisk begivenhed ville du gerne have været en del af?

Befrielsen i 1945.

Hvad fik dig senest til at grine?

At lege med mine to små piger giver altid anledning til at grine. Det er sjovt at se hvordan de udforsker sig selv og verden og tager en masse kalkulerede risici på vejen.

Hvad gør dig vred?

Folk som åbenlyst er hamrende ligeglade med andre mennesker og vores samfund og som bare fortsætter med at bryde alle regler uden den store konsekvens. Jeg har boet mange år midt i København og at se folk cykle på gågaderne, smide affald på gader og stræder og parker, stjæle cykler, køre for hurtigt osv. Jeg er en af dem som stopper folk og påtaler deres handlinger.

Hvad er din dårligste vane?

Jeg har ikke røget i syv år, men har været eksponeret til nogle grupper, som er typiske rygere og er faldet lidt i en gang imellem. Når valgkampen er overstået, så er det slut! Jeg sidder lige nu og gumler på et nikotintyggummi 😉

Hvad er det vigtigste, din mor eller far har lært dig?

Respekt for andre, autoritetstro, varme og kærlighed. Danske værdier. Tolerance. Hygge. Innovation. Frihed. Det hele i en stor blanding. I Danmark er jeg født. Her har jeg hjemme.

Blå BogPeter Hjorth49 årKandidat for Partiet Klaus Riskær PedersenBor i Dragør, men søger hus i GentofteUddannet revisor, virksomhedsejer for Jungfrau JewelleryGift med tre børn