Af Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
"Det bliver bedre og bedre at være her", forklarer Andreas Christian Lausen, som kom til Nepal midt i marts for at arbejde på et lille børnehjem i udkanten af hovedstaden Kathmandu.
"Lige i starten var det ensomt, fordi kun en enkelt af de ansatte taler engelsk, og det er ret svært at forstå, hvad han siger. Men nu er her også en anden frivillig, så nu er jeg rigtig glad for at være her", siger Andreas, som har sit eget værelse oven over selve børnehjemmet.
Andreas Christian Lausen har gået på Gentofte skole og blev i 2006 student fra Gammel Hellerup Gymnasium. Siden har han været på højskole og arbejdet som postbud.
Tidligt op
Børnene på børnehjemmet skal op halv seks, og kun om lørdagen får de lov at sove helt til klokken seks.
"Men så går de også i seng klokken syv om aftenen", forklarer Andreas, der selv starter dagen med te klokken seks.
Dagen går med at lege med børnene og hjælpe dem med deres lektier.
"De har ikke meget legetøj, så jeg købte en fodbold til dem, og siden har vi hver eftermiddag spillet på en lille grund tæt ved børnehjemmet. Det er rart at komme væk fra huset engang i mellem, specielt for børnene. Noget af det bedste ved at være her er at tage børnene på udflugt. Vi har taget dem med i biografen et par gange og ud at se templer og den slags".
Børnene er fra fem til 13 år og er kommet til børnehjemmet under Nepals 10 år lange borgerkrig, som sluttede for to år siden. Halvdelen har stadig kontakt med deres familier, mens resten er helt alene.
"Det er nogle dejlige unger, men nogle gange sidder de bare og stirrer ud i luften. Så kan jeg godt miste modet lidt", siger Andreas.
Lektielæsning
Andreas hjælper også børnene med lektierne, som er meget anderledes end i Danmark.
"Deres lektier består altid i at sidde og remse op. Nogle gange prøver jeg så at give dem nogle andre regnestykker end dem i bogen, så de selv skal tænke sig om. Det synes de er svært".
Børnene går på privatskole, fordi den offentlige skole ofte er meget dårlig, men børnehjemmets leder Makhan Pariyar fortæller, at der lige nu er problemer med at betale skolepenge – ærgerligt, for alle børnene klarer sig rigtig godt ifølge de eksamspapirer, som Makhan stolt viser frem.
I det hele taget er børnehjemmets økonomi ustabil:
"Da lederen for nylig var væk et par uger for at stemme i sin hjemegn, løb vi tør for mad, og Philip, der er amerikansk frivillig, måtte gå ud og købe ris til ungerne", fortæller Andreas.
Børnehjemmets midler kommer udelukkende fra private i lokalområdet, og det er lederen selv, der må gå rundt fra dør til dør og bede om donationer. Staten beder med jævne mellemrum børnehjemmet om at optage flere børn, men de giver ikke tilskud til driften.
Forskel på piger og drenge
Pigerne på børnehjemmet er ikke lige så meget med som drengene.
"De bliver ligesom ignoreret lidt. Jeg tror egentlig, at de gerne måtte være med, hvis de ville, men for det meste siger de nej, hvis vi skal lege sammen mange børn ad gangen".
Fodbolden har hjulpet Andreas i snak med lokale unge.
"Jeg er nogle gange lidt i tvivl, om de laver grin med mig eller hvad. De griner i hvert fald meget og spørger om alt muligt – til tider overlagt dumme spørgsmål. Og så synes de, at Europa er meget bedre end Nepal. Her er der ingenting, der fungerer, siger de.
Bedre tider på vej
Forhåbentlig kommer Nepal snart til at fungere bedre. Nepaleserne har lige været til valg for første gang i ni år for at vælge de 601 mennesker, som skal skrive en ny og mere demokratisk grundlov og samtidig være overgangsregering de næste 2-3 år, indtil grundloven er færdig.
"Det var en mærkelig dag, ingen busser og alle forretninger var lukket. Men folk var ligeglade, de tog bare en slapper, spillede bold på gaden og den slags", fortæller Andreas om valgdagen, hvor al trafik var stoppet i 24 timer for at undgå uroligheder.
Kathmandu er et kaos af biler, taxaer, mennesker og husdyr, og snavset og forureningen er overvældende.
Lige nu lider byens indbyggere desuden under 44 timers ugentlig strømsvigt og en permanent vandmangel, som gør, at børnehjemmet kun lejlighedsvist har rindende vand indendørs. Men det sværeste ved at være her er for Andreas hverken denne meget anderledes verden eller den fremmedartede nepalesiske kultur:
"Det sværeste er at leve op til sine egne forventninger. Nogle gange er jeg i tvivl, om jeg nu også gør nok for børnene, og så får jeg dårlig samvittighed".
En verden til forskel
Andreas er rejst ud med Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram Global Contact, og udover de interkulturelle erfaringer, han høster, er han i gang med at skabe kontakt mellem børnehjemmet og en skoleklasse hjemme i Gentofte.
Men det har medført nogle uforudsete overvejelser:
"De danske børn har lige skrevet for første gang, og nogle skrev, at de havde så og så mange fjernsyn og computere. Ikke for at prale, de er bare blevet bedt om at forklare, hvordan de bor. Nu ved jeg ikke, om jeg kan vise det til ungerne her, de har jo ikke engang en seng hver", slutter Andreas fra Gentofte.
