Økonomien til færdiggørelsen af SKUB-projektet på Ordrup Skole kan ikke overholdes.
Sådan lyder beskeden nu fra entreprenøren 'Hoffmann', og derfor har firmaet – efter aftale med kommunen – valgt at stoppe al byggeaktivitet på skolen.
I praksis betyder det, at anlægsarbejdet på udearealerne omkring skolen i dag ligger fuldstændigt stille, og arbejdet med diverse mangler indenfor er ligeledes udskudt på ubestemt tid.
Helt konkret mangler der asfalt, stenbelægning og beplantning omkring skolen. Og eksempelvis lærernes 'mangellister' er foreløbigt lagt på hylden.
Ifølge projektleder i SKUB-sekretariatet, Per Christensen, lavede man i februar en såkaldt 'opbremsning i aktiviteterne', da entreprenøren allerede dengang gav meldinger om, at budgettet haltede.
Men nu har det altså været nødvendigt at stoppe helt:
"Vi er nødt til at få afklaret økonomien, før vi går videre. I det offentlige er vi jo nødt til at overholde de bevilgede budgetter. Og den seneste gennemgang har vist, at økonomien er dårligere, end Hoffmann først havde antaget, forklarer Per Christensen.
I den nærmeste fremtid vil Skub-sekretariatet sætte sig sammen med entreprenøren, for at forsøge at finde ud af hvad der gik galt. Men det mest sandsynlige resultat er nok, at politikerne snart bliver præsenteret for endnu en anmodning om en supplerende bevilling for at få skolen helt færdig.
En sådan anmodning fik de således også i december sidste år, hvor Kommunalbestyrelsen bevilligede lidt over 10 millioner kr. til – det der dengang blev betegnet som – 'den endelige færdiggørelse af projektet'.