“Hvis det var så vigtigt at bevare huset, så kunne de vel overholde den frist”

Ane Palsberg har på sin vis fået det, som hun ønskede. I efteråret 2019 købte hun ejendommen Vangede Bygade 52, og kort efter søgte hun om tilladelse til at rive det eksisterende hus ned med henblik på at bygge et nyt.

Efter medhold i klagesager og med vedtagelsen af en ny lokalplan for ejendommen mandag aften, kan hun nu gøre begge dele.

Alligevel var det ikke en storsmilende husejer, som Villabyerne fredag satte stævne på Vangede Bygade. Og det hænger sammen med, at vi snart skriver april 2023. 3,5 år er der gået, siden hun købte ejendommen.

“Det har været en rigtig hård proces. Både at skulle læse en masse kommentarer på Facebook, hvor jeg bliver tillagt alle mulige motiver, og samtidig skal jeg være ærlig og sige, at det projekt, der kan lade sig gøre nu, ikke er det, jeg drømte om. Der er også sket meget med priser på byggematerialer og med renterne siden da,” siger Ane Palsberg.

For hende tog sagen sin begyndelse allerede før, hun købte ejendommen. Hun tænkte dengang, at hun gjorde et grundigt forarbejde. Hun tjekkede lokalplanen og kiggede på husets bevaringsværdi i SAVE-registrerings-systemet. Et 5-tal. Det gør ikke huset bevaringsværdigt, det er kun bygninger med en værdi på 4 eller lavere, og det var heller ikke udpeget som sådan i lokalplanen.

Hun søgte aktindsigt i tidligere ansøgninger om byggetilladelser og nedrivning, og hun ringede til Gentofte Kommune og havde en lang snak med en medarbejder, der tjekkede op på, om der skulle været noget til hinder for, at hun kunne få lov at rive huset ned. Det var der ikke umiddelbart. Hun var beroliget. Slog til.

Charmerende/Uoriginalt

Mens Ane Palsberg fortæller sin side af sagen, viser hun også det over 170 år gamle hus frem. Man kan dårligt se det fra gaden, for det ligger klemt inde mellem en masse andre ejendomme, men står man på den vintergæk-beklædte græsplæne i solskin, tager det kun 64 kvadratmeter store hus sig charmerende ud.

Nok er stråtaget noget grønt i det og malingen lettere afskallet, men med firkantede parcelhuse og en tre-etagers boligejendom som naboer, skiller det sig mærkbart ud.

For Ane Palsberg var der dog ikke de store betænkeligheder ved at købe huset bare for at rive det ned.

“Jeg har mest tænkt, at det bare var et gammelt hus. Der er stråtag, ja, men huset er jo ikke vedligeholdt,” siger hun.

Huset har også forandret sig en hel del over årene. Der er moderne termoruder, og hverken de to trægavle eller stråtaget er faktisk originalt. For 25 år siden havde huset murede gavle og tegltag.

Voldsomt indgribende

Tre måneder efter Ane Palsberg søgte nedrivningstilladelse i 2019, varslede Gentofte Kommune et §14-forbud. Huset var bevaringsværdigt, mente både forvaltning og politikere, og man vurderede igen husets bevaringsværdi og gav det denne gang et 4-tal. Der skulle laves en lokalplan, hvor det blev udpeget som netop det.

Tilbage stod Ane Palsberg med en lang næse.

“Man er nødt til at kunne stole på de værdier, så man kan regne med, hvad man har købt,” siger hun.

Gentofte Kommune betoner, at Ane Palsberg inden købet blev oplyst om, at en tidligere ejer i 2015 havde spurgt løst på muligheder for nedrivning og fået at vide, at man kunne risikere et §14-forbud.

Det bekræfter Ane Palsberg, men fremhæver, at hun først langt senere fik viden om en anden sag, hvor kommunen svarede mere udførligt.

Informationen var dog medvirkende til, at hun tog den lange snak med forvaltningen, siger hun og forklarer, at hun også vurderede, at kommunen havde haft fire år til at udpege huset som bevaringsværdigt, hvis det var det, de ville.

Hun erkender dog, at hun kunne have taget flere forholdsregler inden købet, og at hun med fordel kunne have bedt om at få bekræftet samtalen med sagsbehandleren skriftligt.

“Det kan jeg godt se i bakspejlet. Efterfølgende har jeg læst i kommuneplanen, at der stod noget med en bevaringsinteresse. Men så grundig har jeg ikke været – det har jeg først lært efter,” siger hun.

Udnytter fodfejl

Det er så her omkring, at sagen blev ekstra speget. Forslaget til den ny lokalplan 429, der udpegede huset som bevaringsværdigt og samtidig muliggjorde, at der kunne bygges andetsteds på grunden, bliver først offentliggjort et år og to dage efter, at §14-forbuddet trådte i kraft.

Og det er to dage for sent. Ane Palsberg er hurtig til at klage til kommunen, der først afviser hende, men da hun tager den til Planklagenævnet, bliver kommunen underkendt, og Ane Palsberg får efterfølgende lov til at rive huset ned – på baggrund af den administrative fejl.

“Var det så pænt af mig, at jeg udnyttede, at de missede en frist? Gør det mig til et dårligt menneske? Det ved jeg ikke. Jeg synes, at kommunen har trukket sagen i langdrag, og hvis det var så vigtigt for dem at bevare huset, så kunne de vel overholde den frist,” siger hun og uddyber.

“Kommunen låste jo min ejendom i et helt år, hvor jeg har siddet og ventet. Det er voldsomt indgribende. Set fra et borgerperspektiv er den her proces alt for tung,” siger husejeren.

Ane Palsberg bor ikke i huset, som hun har haft lejet ud noget af tiden. For tiden står det tomt. Hun siger, at hun ikke ved, hvad der skal ske nu. Nok har hun på papiret vundet kampen om at gøre, hvad hun ønsker, med Vangedes ældste hus, men hun føler sig ikke som en vinder. Hun er også mærket af 3,5 års stridigheder.

“Det er klart, at med så mange naboer, der er sure på mig og mit projekt, så påvirker det min lyst til at gennemføre projektet,” siger hun.