Utilfredse naboer, frustrerede Vangede-borgere og forundrede kolleger i kommunalbestyrelsen. Alle har de hørt Jesper Marcus (K) gentage den samme forklaring igen og igen.
Huset på Vangede Bygade 52 må rives ned, fordi der er sket en fejl. En beklagelig fejl. En utilsigtet fejl. En administrativ fejl.
Naboer rynker brynene. Kan det virkelig være rigtigt? Hvordan opstår sådan en fejl, hvorfor har man ikke været opmærksom på, at man var ved at overskride den deadline? Nogle nævner endda, at det lugter lidt, at husets ejer også er førstesuppleant til kommunalbestyrelsen for Radikale Venstre.
Formanden for Byplanudvalget har kun det samme svar at give, også når det er Villabyerne, der spørger til den gode forklaring på det mærkværdige sagsforløb. Der er sket en fejl.
“Det var ikke kommunalbestyrelsens oprindelige ønske, at huset skulle kunne rives ned, og det er det stadig ikke, men nu er der ingen anden udvej end at følge Planklagenævnets afgørelse,” siger han.
Han forsikrer om, at hans udvalg i fremtiden vil interessere sig meget for, at der er procedurer, så den slags fejl ikke gentager sig.
Stole på systemet
Men også ejendommens ejer, Ane Palsberg, har kritik af Gentofte Kommune.
Hvorfor er huset pludselig bevaringsværdigt, når det ikke var det, da hun købte? Og hvorfor har kommunen ikke gjort noget for at bevare det i alle de år, hvor skiftende ejere har flirtet med tanken om at rive det ned?
Også de spørgsmål – og flere til – har Villabyerne bedt Jesper Marcus forholde sig til.
“Huset er bevaringsværdigt alene på grund af de kulturhistoriske værdier. Det er ikke ejendommens nuværende udseende, for den fremstår ikke som original, men det er, fordi det er en af de ældste ejendomme i Vangede,” forklarer.
Men huset var jo oprindeligt registreret af fagfolk med en bevaringsværdi på 5 – og dermed ikke som bevaringsværdigt?
“I sin tid blev det ikke vurderet som bevaringsværdigt, blandt andet på grund af standen. Da der så kommer en nedrivningsansøgning, går forvaltningen ofte ind og ser, om det er noget, man vil give tilladelse til. Er der noget i den SAVE-registrering, der ikke er taget højde for? Og ejendommen har faktisk en kulturhistorisk værdi, som gør, at vi gerne vil bevare den, vurderer vi,” siger han.
Jesper Marcus mener, man kan tale om, at bygningen var registreret forkert i første omgang. Man har ikke lagt nok vægt på de kulturhistoriske værdier i den samlede bedømmelse.
Ane Palsberg mener, man bør kunne stole på det her SAVE-system, når det er med til at afgøre, om huse er bevaringsværdige, og dermed om man kan forvente lov til at rive dem ned eller ombygge?
“Det kan man også i langt – og du må gerne skrive langt, langt, langt – de fleste tilfælde. Det her hus er faldet gennem flere forskellige huller, og sagen var aldrig kommet så langt, hvis det havde været registreret rigtigt. Generelt er SAVE-registreringerne et ret robust system,” siger udvalgsformanden.
Hev i nødbremsen
Da Gentofte Kommune modtog ansøgningen om en nedrivningstilladelse fra Ane Palsberg, tog man et §14-forbud i brug. Jesper Marcus kalder det en nødbremse.
“Et §14-forbud anvendes kun som en planmæssig nødbremse, når der sker noget utilsigtet. Noget, man ikke har været opmærksom på ville ske. Det er simpelthen, fordi man ikke går hele kommunen igennem minutiøst, man tager det nogle gange step by step. Vi gør det så sjældent, som vi overhovedet kan, og vi prøver at have en dialog med borgerne inden,” siger han.
Men allerede da en tidligere ejer i 2015 spurgte (løst) til muligheden for nedrivning, luftede forvaltningen i sit svar, at et sådant forbud kunne komme på tale.
Der er dog ikke i den mellemliggende periode gjort antræk fra Gentofte Kommunes side til så at udpege huset som bevaringsværdigt i en lokalplan eller få genvurderet husets SAVE-værdi, selvom noget tyder på, at forvaltningen har ment, at huset kunne være bevaringsværdigt.
I 2015 modtager kommunen ellers en kommentar, der efterspørger netop det fra den daværende ejers rådgiver.
“Min klient har opgivet sagen, grundet den store usikkerhed der har vist sig vedr. ejendommens planmæssige forhold/udnyttelse – nedrivning/ ikke nedrivning. Det bemærkes, at i Lokalplan 213 er der taget stilling til bevaringsmæssig bebyggelse (i lokalplan 213 for Vangede Bydelscenter er to andre gamle huse udpeget som bevaringsværdige, men ikke huset på Vangede Bygade 52, red.). At dette forhold alligevel ikke er afklaret, forekommer ikke rimeligt i forhold til en ejendomsejer,” skrev rådgiveren.
Der går fire år fra da, og til Ane Palsberg søger om lov til at rive huset ned. Kan man ikke sige, at I har haft tid til at træde på bremsen i de fire år i stedet for pludseligt at hive i nødbremsen?
“Det er sådan, at man først tager stilling i det øjeblik, der er et konkret ønske om at rive noget ned,” siger Jesper Marcus.
Men det virker som om, I har vidst, at I nok ville hive i nødbremsen, hvis det skete. Hvorfor så ikke lave en lokalplan, hvor huset udpeges som bevaringsværdigt, så en køber ved, hvad man skal forholde sig til?
“Jeg er ikke enig i, at man kan se sådan på det, og det er jeg ikke, fordi man er nødt til at forholde sig til de her sager, når der er noget konkret og ikke noget abstrakt,” siger han.
Udvalgsformanden erkender samtidig, at §14-forbud ikke er en ønsket fremgangsmåde, og derfor prøver man at tage det redskab i brug så sjældent som muligt.
“Hele formålet er, at vi laver lokalplaner, byggeret og regulering, så man på forhånd ved, hvad der kan lade sig gøre. Det sker i langt de fleste sager, og så er der en sag som denne her, som ingen kan huske, vi har haft lignende,” siger han og kalder det en sag med fejl på fejl.
“Den her proces er virkelig ærgerlig for alle parter. Både for ejeren og for kommunen. Nu er der sket de her fejl, og huset må rives ned, som hun har ønsket, men det har aldrig været kommunalbestyrelsens ønske,” siger han.
