Hjemmeplejen i Gentofte Kommune er ramt af en skandale. To medarbejdere, et ægtepar fra Kastrup, er med øjeblikkelig virkning blevet fritaget for tjeneste.
Det sker efter, at Nordsjællands Politi har valgt at sigte både manden, der er i midten af fyrrerne og kvinden, der er i midten af trediverne, for bedrageri mod en ældre, plejekrævende kvinde på Niels Andersens Vej.
Det er endnu uklart, hvordan ægteparret helt præcist har gennemført svindelnummeret, men udstyret med en fuldmagt har den mandlige hjemmehjælper i hvert fald hævet op mod 200.000 kr. på kvindens konto.
Problemet er blot, at den ældre kvinde aldrig har givet tilladelse til, at der måtte hæves fra hendes konto, så fuldmagten var falsk.
Misbrug af tillid
Det var kvindens bank, der i tirsdags opdagede, at der var hævet et usædvanlig højt beløb på hendes konto i begyndelsen af maj måned. De kontaktede politiet, som anholdt ægteparret onsdag. Da den ansvarlige chef i Gentofte Kommune hørte om sagen fra politiet, valgte han øjeblikkelig at fritage ægteparret for tjeneste.
"Vi ser meget alvorligt på den her sag. Det er jo et klokkeklart misbrug af den tillid, vores borgere skal have til os", siger Helge Hansen, driftschef for ældreområdet.
Ifølge Helge Hansen er den slags sager heldigvis meget sjældne.
"Det er mange år siden, vi har haft en lignende sag. Området er gennemreguleret i dag, f.eks. har vores medarbejdere i flere år ikke måttet modtage dankort og kode".
Den mandlige hjemmehjælper har været ansat i Gentofte Kommune siden 2005.