Det tidligere storhold fra Esbjerg var fredag aften på besøg i Gentofte Sportspark. Her leverede esbjergenserne en – efter bulletinerne at dømme – tandløs indsats, og derfor blev de sendt retur til det vestjyske med et nederlag i bagagen.
HIK-målet blev sat ind af Adam Ahmad efter 10 minutters spil, da han scorede fra tæt hold.
Gæsterne pressede siden hen på, men de havde ikke held til at passere en velspillende HIK-keeper Emmanuel Ogura.
Dermed fik HIK den bedste revanche efter den omvendte kamp den 11. september sidste år, hvor HIK blev rundbarberet i det vestjyske. Dengang vandt EfB med hele 4-0.
HIK spiller igen allerede tirsdag, denne gang på udebane, hvor den udsatte kamp fra efteråret mod Kolding skal spilles.
Der er igen lørdag ny hjemmekamp på programmet, når HIK byder Brabrand op til dans i Gentofte Sportspark kl. 12.45.