Hellerup-fægtere tog godt for sig af medaljer ved DM

Hellerup Fægte-Klub var i en klasse for sig selv på herresiden og viste sig lovende frem på damesiden, da der blev afholdt senior DM på kårde

Efter sommeren er det lykkedes at afholde senior DM i fægtning på kårde, og Hellerup Fægte-Klub tog godt for sig af metallerne.

Individuelt blev herrekårde en dyst mellem tre Hellerup-fægtere og en af de daglige træningspartnere fra naboklubben.

Guld, sølv og bronze blev fordelt til Frederik von der Osten, Patrick Jørgensen og Magnus Brandes, som for første gang var på podiet.

Finalen stod igen i år mellem vennerne Patrick og Frederik, en hård dyst med Frederik som Danmarksmester 2020.

På hold for herre fægtede Troels Robl, Christian Linnemann, Frederik von der Osten og Patrick Jørgensen sammen og vandt i sikker stil over Trekantens hold med cifrene 45-26. Der var ikke nogen slinger i valsen, og sejren var aldrig i fare.

Klubbens andethold med August Lindstrøm Jensen, Christoffer Bernsen og hollænderen David van Nunen tog bronze.

Hos Damerne blev det også til bronze på kårde, senior. Holdet bestod af Katja Alieva, Mia Maja Frederiksen Jørgensen, Marlene Spanger og Luda Geer, som sprang til, da Marlene blev skadet. jbl