De stod som de sidste, der skulle træde ind på scenen til pressemødet i DR Byen. Pernille-Leeloo kunne se nervøsiteten krible i Leonora og lagde en hånd på hendes skulder.
"Hey mand, det kommer til at gå så fint," hviskede hun.
Når årets Melodi Grand Prix glitrer frem på danskernes skærme lørdag den 23. februar, griber hele to Gentofte-borgere mikrofonen.
Men 34-årige Pernille-Leeloo Ottosen Bach og 20-årige Leonora Colmor Jepsen betragter ikke hinanden som konkurrenter.
"Det handler om, at det skal være en god oplevelse. Vi skal bare gøre vores bedste. Man bliver jo aldrig bedre af at pille andre ned," siger Pernille-Leeloo.
"Nej, nej. Det er kun ens egen præstation, der tæller," siger Leonora.
"Præcis," siger Pernille-Leeloo:
"Det er jo bare den bedste sang, der vinder."
Første gang, Pernille-Leeloo optrådte for et publikum, var hun fem år gammel og sang 'Hallo Hallo' i lyserøde fløjs-bukser foran alle børnehavens forældre.
Senere tog hun med sin far ud at spille til bryllupper og konfirmationer, og i dag lever hun af sin musik. Både ved selv at stå i front og ved at skrive sange til andre kunstnere, for eksempel Sanne Salomonsen.
Hos Leonora sidder guitarakkorderne endnu ikke helt fast i fingrene. Hun har altid kunnet lide at synge, men begyndte først for alvor at fordybe sig i toner og tekster i gymnasiet.
Hun deltog i sangskriverværksteder og prøvede sig selv af med små koncerter på skolen og på Gentoftegades lille scene 'PåGulvtæppet'. Men det var kunstskøjteløb, der rendte med det meste af hendes tid. Det var længe dét, hun vidste, hun ville.
"Hvis ikke jeg havde skøjtet, så tror jeg slet ikke, jeg havde turde at stille mig frem på en scene," siger Leonora og forklarer, at hun stoppede med at dyrke sin sport på højt plan, fordi motivationen forsvandt.
"Jeg kunne pludselig ikke se meningen med at bruge så mange timer på det, fordi jeg ikke følte, at der skete en udvikling. I hvert fald ikke nok til, at jeg følte, at jeg skulle blive ved."
Langsomt fik musikken i stedet overtaget, og i sommer, da Leonora stod og solgte is på Bakken, tikkede der en besked ind i hendes facebookindbakke.
Nogle folk fra Danmarks Radio havde set en video, hun havde lagt op med en sang, hun selv havde lavet. Og de ville høre, om hun var interesseret i at være med i Melodi Grand Prix – som årets yngste deltager.
Selvom både Leonora og Pernille-Leeloo skriver selv, synger de begge numre komponeret af andre til showet i Boxen i Herning på lørdag.
Leonoras hedder 'Love is forever' og er skrevet af blandt andre Lise Cabble, der er storleverandør af Grand Prix-hits (sange som 'Fra Mols til Skagen' og 'Only Teardrops'), mens Pernille-Leeloo skal synge 'That Vibe' af Laurell Barker, Ludvig Hilarius Brygmann og Maria Marcus.
"Det er et lidt andet ansvar, man står med, når det er nogle andres hårde arbejde, man skal stå og fremføre og helst godt. Jeg føler mig måske ikke så sårbar, når det ikke er mig selv, der har skrevet den. Men jeg kan rigtig godt lide at synge den," siger Leonora, og Pernille-Leeloo nikker:
"For mig gør det, at jeg kan fokusere mere på min performance – at være mere udadvendt, mere på. Jeg kan sagtens relatere til den sang, jeg synger, og føle det, jeg synger, så det er autentisk. Men det er klart, at når man ikke står og udleverer sit inderste inde, som man jo tit gør i den musik, man selv har skrevet, så kan man fokusere på nogle andre ting."
En stor grund til, at Pernille-Leeloo har takket ja til sangen 'The Vibe', er, at den er produceret af en kvinde, og at to ud af de tre sangskrivere bag den er kvinder.
"Jeg kan enormt godt lide den der empowerment, der ligger i, at kvinder hjælper kvinder. For kvinder er sindssygt dygtige til alting ligesom mænd er, men det kan være svært at komme til orde i musikbranchen uden at få et kællinge-stempel. Det får man hurtigt, hvis man har en mening om noget, gerne vil noget, gerne vil frem. Jeg har kæmpet meget med det, siden jeg var i din alder," siger hun og peger på Leonora.
Hvad vil være dit bedste råd til Leonora?
"Det er totalt kliché. Du skal bare være dig selv, og det skal føles rigtigt i maven altid. Uanset, hvad din mor og far siger, og hvad alle mulige andre siger og gerne vil have dig til. Det skal bare føles rigtigt. Og så skal du lade være med at være bange for at putte ting ud. Jeg brugte enormt mange år på at vente på at lave den rigtige plade, fordi jeg følte, at jeg kun havde én chance, og jeg var bange for, at det ikke var godt nok. Så i virkeligheden endte jeg med at have en periode på otte år, hvor jeg ikke udgav noget musik."
På lørdag sender de to sangere begge noget nyt ud til danskernes øregange. Og de glæder sig.
"Der bliver lidt nervøstitet, nogle sommerfugle i maven, en masse smil, og så bliver det skide sjovt," siger Leonora, og Pernille-Leeloo nikker:
"Jeg tror virkelig, det bliver fedt, og at vi skal tage det som en oplevelse."
Årets Melodi Grand Prix vises på DR1 på lørdag den 23. februar kl. 20. Leonora Colmor Jepsen og Pernille-Leeloo Ottosen Bach optræder med henholdsvis sang nr. 9 og sang nr. 10. Vinderen af showet repræsenterer Danmark ved Eurovision Song Contest i Tel Aviv i maj.
De er med i Dansk Melodi Grand Prix1. Simone Emilie med 'Anywhere' 2. Jasmin Gabay med 'Kiss Like This' 3. Rasmus Faartoft med 'Hold My Breath' 4. Marie Isabell med 'Dancing With You In My Heart' 5. Sigmund med 'Say My Name' 6. Humørekspressen med 'Dronning af Baren' 7. Julie & Nina med 'League of Light' 8. Teit Samsø med 'Step It Up' 9. Leonora med 'Love Is Forever' 10. Leeloo med 'That Vibe'Kilde: Danmarks Radio