Gæster valfartede til ikonisk 50’er-villa

Knap 1.400 gæster besøgte søndag et helt særligt hus i Gentofte

Gæster valfartede til ikonisk Gentofte-villa

Foto: Realdania By &Byg

En lang kø af gæster snoede sig ud på vejen foran Skovvej 35A søndag, da der var åbent hus i ingeniøren Jørgen Varmings tidligere hjem i Gentofte.

I løbet af fire timers åbent hus kiggede knap 1.400 gæster forbi, og på deres tur rundt i huset fik de et indblik i ingeniørløsninger, som i 1950’erne var helt ukendte og utænkelige i danske familieboliger, men som i dag er blevet allemandseje.

Det skriver Realdania By & Byg, der ejer huset i dag, i en pressemeddelelse.

På fire timer lagde 1400 gæster vejen forbi det 70 år gamle hus. Foto: Realdania By & Byg

I huset kunne gæsterne blandt andet se Danmarks første mekaniske emhætte, opfundet af Varming selv og udstyret med en motor på størrelse med en støvsuger.

De kunne også gruble over, hvordan det for 70 år siden lykkedes ingeniøren at skabe et seks meter bredt og mere end to meter højt hæve-sænke-vindue, som via et snoretræk af cykelkæder og et lod- og trissesystem kan skydes lodret op i et hulrum i væggen.

Huset var hjem for Varming-familien frem til 2001. Foto: Realdania By & Byg

Huset er fuld af den slags løsninger; blandt andet en skakt til vasketøj fra stueetagen til kælderen, en lille lem i pejsen, så asken kunne fejes direkte ned i kælderen, skydedøre og foldevægge, som gjorde – og stadig gør – huset fleksibelt og multifunktionelt, og et køkkenalrum, der blev tegnet og indrettet, før selve begrebet "køkkenalrum" overhovedet var opfundet.

Alle løsningerne er stadig bevaret i det 142 kvadratmeter store hus, der blev skabt i tæt samarbejde med arkitektparret Eva og Nils Koppel.

I huset kan man blandt andet se Danmarks første mekaniske emhætte, og så lavede Varming et køkkenalrum før det blev moderne. Foto: Realdania By & Byg

Huset var hjem for familien Varming frem til 2001 og blev herefter købt af Realdania By & Byg for at bevare og sikre det for eftertiden.

I dag indgår huset i Realdania By & Bygs samling af danske arkitekters egne huse fra 1900-tallet – mange af dem ligger nord for København.

Køen var lang søndag, da der var åbent hus i det unikke hus på Skovvej. Foto: Realdania By & Byg

naja