Fra i morgen kan du hente gratis kompost

Snart kan du hente gratis kompost på Vestforbrændings genbrugsstationer

Her kan du hente gratis kompost til haven

Komposten bliver komposteret hos Gemidan. Pressefoto

Foråret er på vej, og igen i år deler Vestforbrænding gratis kompostmuld ud, så haveejere og planteentusiaster kan få jord under neglene, skriver Vestforbrænding i en pressemeddelelse.

Den gratis kompost er lavet af haveaffald, som både borgere og kommuner tidligere har afleveret på genbrugsstationerne.

”Ved at omsætte haveaffaldet til kompost genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen” siger Yvonne Amskov, der er områdechef for Genbrug og Genanvendelse og fortsætter:

”På den måde er vi med til at sikre en fornuftig udnyttelse af sparsomme råvarer, som for eksempel fosfor, der er en ressource, vi risikerer at få mangel på i fremtiden.”

Sidste år blev der hentet rekordmeget kompost fra genbrugsstationerne – nemlig 8.876 tons, svarende til vægten af cirka 80 blåhvaler.

Besøger du en af Vestforbrændings genbrugsstationer for at hente kompost, skal du huske at medbringe din egen skovl og beholder. Man må gerne hente kompost mere end en gang i perioden.

Man kan blandt andet hente kompostmuld hos Gentofte Genbrugsstation og Gladsaxe Genbrugsstation.

naja