Fattet restaurantchef: “Der skal mere til at slå os ud”

Det står nu klart, at nattens brand i køkkenet på Restaurant Jordnær betyder, at restauranten med de to Michelin-stjerner tidligst åbner 1. marts

Fattet Michelin-restaurantchef efter brand: - Der skal mere til at slå os ud

Sådan så køkkenet hos Restaurant Jordnær ud efter nattens brand. Foto: Tina Kragh Vildgaard

Når man træder ind i Gentofte Hotels lobby, bemærker man det med det samme: Den svage, men umiskendelige lugt af røg. Gammel røg.

Men det er også kun lidt over 12 timer siden, at der udbrød brand i køkkenet på hotellets verdensberømte spisested: Restaurant Jordnær, der fik sin anden Michelin-stjerne i februar 2020 og har holdt fast i den lige siden.

Restaurantchef Tina Kragh Vildgaard, der ejer restauranten sammen med sin mand, stjernekokken Eric Vildgaard, har onsdag eftermiddag travlt med at tale med skuffede gæster, der skal ombookes, forsikringsfolk, taksatorer, politiets teknikere, Arp Hansen Group, der ejer hotellet, og folk fra branchen, der ringer for at støtte. Men alligevel tager hun sig tid til at tale med Villabyerne.

Hun er fattet, optaget af praktiske gøremål med et blik på uret, for der skal snart hentes børn, men hun er selvfølgelig også lettere rystet.

“Det er en lidt mærkelig fornemmelse, jeg sidder med. Det hele er lidt uvirkeligt. Det er sådan noget, der sker for andre, ikke for en selv. Men jeg er først og fremmest lettet over, at det trods alt ikke gik værre. At ingen kom noget til. Køkkenet brændte ud, men det var heldigvis godt brandsikret, så ilden ikke bredte sig,” siger hun.

Hun må ikke vise os skaderne, for politiet har afspærret området, men ifølge Tina Kragh Vildgaard er der sket store skader på vægge, gulv, loft og inventar. På nuværende tidspunkt aner hun ikke, hvornår de kan genåbne, men det bliver tidligst 1. marts.

“Køkkenet bliver tømt i morgen. Alt inventar skal ud og renses, og der kommer også nogle maskiner, der skal rense luften. Der skal helt sikkert males, og måske skal der også lægges nyt epoxygulv. Vi må holde lukket 1-2 måneder – det kommer an på, hvor hurtigt forsikringsselskabet rykker, men jeg tænker, at det er i alles interesse, at vi får genåbnet så hurtigt som muligt.”

Kun 10 måneder efter ægteparret Tina og Eric Kragh Vildgaard (nr. 2 og 3 fra venstre) åbnede Restaurant Jordnær, fik de deres første Michelin-stjerne. Det var i februar 2018, hvor dette billede blev taget. Kun to år senere fik de deres anden Michelin-stjerne. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Tina Kragh Vildgaard tør ikke komme med et bud på, hvad branden kommer til at koste i kroner og øre for Restaurant Jordnær, og om forsikringen dækker det hele. Der er både tab af løsøre, og så er der ikke mindst det betydelige driftstab, der kommer af at skulle holde lukket så længe.

Foreløbig samler politiets mistanke sig om en el-installation i en køleenhed, som der har været en eller anden fejl i. Der er oven i købet tale om en helt ny køleenhed, fortæller Tina Kragh Vildgaard. Så det er altså hverken sløseri med en frituregryde eller gammelt udtjent udstyr, der ligger til grund for ildebranden. Bare sort uheld.

Ægteparret var netop kommet tidligt hjem til deres bopæl og var klar til at gå i seng, da de fik beskeden om ildebranden klokken 00.55. Vi andre ville nok kalde det en sen fyraften, men vi arbejder jo heller ikke i restaurationsbranchen. I dag har Eric og Tina Kragh Vildgaard mødt meget varme og forståelse.

“Der er mange, der har rakt ud til os. Både kolleger i branchen og søde gæster. Det er dejligt at mærke alle dem, der bekymrer sig om os. Vi skal nok komme igennem det her. Vi har lige været igennem to år med corona, så vi er efterhånden hårdføre. Der skal mere til at slå os ud,” smiler Tina Kragh Vildgaard.