Rigtig mange bilister har denne sommer oplevet den ærgerlige følelse, når færdselspolitiet blitz lyner i forruden, og man ved, at der en bøde eller det, der er værre på vej i postkassen. Denne sommers særlige fokus på trafiksikkerhed omkring vejarbejde har nemlig betyder, at færdselspolitiet har uddelt rekordmange bøder. Og flere bilister har klaget over mangelfuld skiltning.
I maj og juni måned foretog færdselspolitiet 14 målinger i forbindelse med vejarbejdet på Lyngby Omfartsvej og her modtog 5.378 bilister en bøde for at have kørt for hurtigt. Mindst 10 af disse står til at miste kørekortet ubetinget, 1.047 står til en betinget frakendelse og skal dermed op til en ny teori- og køreprøve, mens 667 står til at få et klip i kørekortet.
Om de mange bøder skyldes ren og skær uopmærksomhed, farlig kørsel eller mangelfuld skiltning er der delte meninger om.
Men fremgangsmåden i forbindelse med skiltning ved ved vejarbejde er, at vejdirektoratet i første omgang kommer med en plan for skiltningen. En plan som færdselspolitiet efterfølgende godkender. En procedure, der var fulgt på Lyngby Omfartsvej.
"Skiltningen var helt i overensstemmelse med reglerne, da vi foretog de første målinger, men vi var da overraskede over så mange sager der var, så vi anmodede vejdirektoratet om at få sat et ekstra sæt tavler op samt en advarsel om fartkontrol," siger Operativ leder i Nordsjællands Politis færdselsafdeling, Per Lundbæk Nielsen.
Men trods det store antal bøder så er der ikke udsigt til at skiltningen på motorvejen ændres.
"Langt de fleste bilister kan godt holde sig på 50 km i timen, og min påstand er at de fleste fartbøder på strækningen skyldes uopmærksomhed," siger politikommissær Per Lundbæk Nielsen.
Der i øvrigt kan konstatere, at antallet af fartsyndere på strækningen er faldet markant siden onsdag.