Velkommen til en udstilling med en lidt anden historie end normalt. Bertel Rüdinger er kunstneren, og han kæmpede sig ud af svær psykisk sygdom, og døde meget uventet i en ung alder. En af de ting, der hjalp har ud af sygdommen, var, at han malede. Nu kan du se en række af hans værker på en udstilling på Dyssegårdskirkens Sognegård.
Bertel Rüdinger blev født i Gentofte Kommune og var uddannet farmaceut, men blev som ung ramt af svær psykisk lidelse. Bertel hørte stemmer og fik flere forskellige diagnoser. Alligevel bevægede han sig fra psykiatribruger og førtidspensionist til efterspurgt oplægsholder, underviser, konsulent og leder inden for psykiatrien. På hele denne rejse var malerkunst og fotografi vigtige udtryksformer for Bertel. Han var meget produktiv og udviklede løbende sit talent.
“Da Bertel var omkring de 30 år, blev han indlagt på lukket afdeling og var i nogle år så tungt medicineret, at livet næsten ikke gav mening. I den tid var det svært for andre at få øje på håbet, men maleri og kunst holdt den inderste gnist i gang,” skriver Sigrid Dahlerup i en pressemeddelelse. Sigrid Dahlerup var søster til Bertel Rüdinger.
Bertel kæmpede sig meget bemærkelsesværdigt helt ud af medicin og førtidspension, over et fleksjob og tilbage til arbejdsmarkedet. Det var så usædvanligt, at de kommunalt ansatte ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig under forløbet, skriver Sigrid Dahlerup.
Han fik en lederstilling på et bosted for folk med svære psykiske lidelser. Han havde også sit eget firma, hvor han blandt andet holdt foredrag. Bertels tilgang var, at psykisk lidelse skal medicineres mindst muligt, fordi stofferne på den lange bane kan gøre mere skade end gavn. Selvom budskabet virker kontroversielt, blev han en stor kapacitet på området og én, der blev lyttet til, både i Sundhedsstyrelsen og helt ind på Christiansborg.
De mange år med kunst og maleriet kan nu altså ses i Dyssegårdskirkens Sognegård. Værkerne sælges til favorabel pris, da familien ønsker, at de alle skal finde et hjem. Indtægten fra salget går ubeskåret til velgørenhed inden for formål, som var vigtige for Bertel, til foreningerne Stemmehørernetværket og Green Care Netværket.
Der er fernisering søndag 21. august efter gudstjenesten cirka klokken 11.45. Udstillingen vil være åben på hverdage fra klokken 10 til 13.
Jk
