Elisabeth Stoltz
Efter mesterværket "Brokeback Mountain" var det med visse forventninger, at denne anmelder begav sig til Gentofte Kino for at tilbringe fredag aften i selskab med hippierne fra Woodstock festivalen.
Men lad det være sagt med det samme: Taking Woodstock er kun en nogenlunde morsom og totalt unødvendig komedie. Handlingen udspiller sig i et lillebysamfund med den unge jødiske skabsbøsse Elliott Teichberg som hovedperson.
Hans udvikling fra totalt undertrykt søn af en monstermor frem til løsrivelsen fra barndomshjemmet og erkendelse af sin homoseksualitet i udkanten af Woodstockfestivalen, er filmens hovedhandling. Det kunne have været en interessant forskydning fra den store begivenhed, musikfestivalen, til den individuelle modning.
Men når den altoverskyggende hovedingrediens i festivalen og det suveræne symbol for opgøret med forældregenerationen er udeladt, nemlig musikken, ja så falder filmen ganske enkelt sammen og ender som en slatten ballon.
Når filmen alligevel kan bære 2 stjerner skyldes det de grotesk morsomme personskildringer i første del af filmen og en ganske rammende atmosfære af angstfyldt konformitet, som var så karakteristisk for den vestlige middelklasse i 1960'erne. Forældrene, især moren, og indbyggerne i den lille by er så absurd forstokkede i deres tilværelse, at det er morsomt.
Mens forældrenes lille motel er ved gå op i sømmene i snavs og efterladenhed, og familien langsomt men sikkert mister deres livsgrundlag, er moren mere optaget af at slippe af med de få gæster, der trods alt indfinder sig. En kvindelig udgave af Basil Fawlty. Men det morsomme fortrænges efterhånden af det alt for karikerede: Jødernes sans for at tjene penge (Max, der udlejer sine marker til festivalen, går fra en begyndelsesleje på 5000 dollars til 75.000 på et par dage), hippiernes konstante LSD rus, den seksuelle frigørelse der i den stedlige teatertrup kommer til udtryk i en konstant smiden tøjet som dramatisk nødvendighed og endelig i Vietnamveteranens posttraumatiske stresssyndrom, som gøres til genstand for ren latterliggørelse.
Medvirkende til at denne fredag aften alligevel ikke blev helt ødelagt var også den overraskende og livsbekræftende ordveksling mellem far og søn i slutningen af filmen. Elliott spørger sin far, hvordan han har stået næsten 40 års samliv med monstermoren igennem. "Jeg elsker hende", lyder det korte og dybt uforståelige svar, som dermed bekræfter kærlighedens år 1969:
Kærligheden er uforklarlig og ikke kun forbeholdt de unge og smukke og gode.
"Taking Woodstock" af Ang Lee vises i Gentofte Kino til og med torsdag den 17. september.
