Det pynter ikke just

Foto: Jesper Bjørn Larsen

Det har længe heddet sig, at Gentoftegade godt kunne trænge til et pift af forskønnelse. Gaden fremstår lidt træt og trist, lyder kritikken.

Men det hjælper jo altså heller på helhedsindtrykket, når ukendte beboere, som her ud for dobbelthusene i nr. 28, sætter deres storskrald ud. Vel at mærke halvanden uge inden, det overhovedet kan blive afhentet.

"Det er grotesk, og jeg synes ikke, de kan være det bekendt", siger Kim Speerschneider fra nr. 28 C. Han har spurgt beboerne i A, B og D, og de kender ikke noget til skraldet, der blev sat ud fredag i forrige uge. Også selv om det først kan blive afhentet tirsdag den 23. februar.

Siden da er bunken vokset, så det har tydeligvis trukket andre folk til. Og skraldet både flyder og flyver omkring. Kønt ser det ikke ud.