Af Anne Marie Søndergaard, motivationscoach og naturterapeutisk vejleder, indehaver af firmaet Vanebryder
Ifølge den såkaldt polyvagale teori, som den amerikanske psykolog og neurolog Stephen Porges står bag, oplever vi stress, hvis vi ikke får lov til at være sociale og give og modtage omsorg – og omvendt.
Poly betyder mange og vagal betyder vandrende og henviser til vagusnerven. Vagusnerven, som ”vandrer” til mange forskellige dele af vores krop, er den vigtigste nerve i vores autonome nervesystem og styrer mange af vores basale kropsfunktioner, f.eks. vores stemme, hjerte og åndedræt.
70-80 procent af vagusnervens signaler er afferente, dvs. de sender signaler fra kroppen tilbage til hjernen, mens de resterende er efferente, dvs. de sender signaler fra hjernen tilbage til kroppen.
Derfor giver det selvsagt god mening at tænke i at nedregulere eventuel stress med krop og sanser, som er det, vagusnerven umiddelbart bedst forstår. En af de mest effektive metoder til at sænke vores stressrespons, er gennem åndedrættet. Åndedrættet er autonomt styret, dvs. vi tænker ikke: ”Hov, nu skal jeg lige huske at trække vejret, så jeg kan få ilt rundt til mine celler”. Det styrer kroppen selv med hjælp af vores autonome nervesystem og vagusnerven.
Men vi kan også vælge at være bevidste om vores vejrtrækning. Vi kender nok alle det med at tage nogle rolige, dybe vejrtrækninger, når vi bliver nervøse, for derved at skabe ro i vores system. Det er vagusnerven, som sender afferente signaler fra krop til hjerne om, at kroppen oplever ro, så hjernen ikke behøver at tænke i farer og trusler.
Andre måder at nedregulere stress gennem afferente signaler, er gennem det, Porges betegner som vores sociale nervesystem – det vi bruger til at kommunikere med vores omverden, bl.a. øjne, ansigtsmuskler, ører og stemme.
Et eksempel er latter, man tvinger frem, som sender afferente signaler til hjernen om, at kroppen oplever glæde, som så måske giver ægte glæde eller i det mindste signalerer afslapning.
Den forenklede essens af den polyvagale teori er, at oplever vi os truede, reduceres vores evne til at bruge vores sociale system, fordi kroppen bruger sin energi på at overleve ved at kæmpe, flygte eller fryse.
Når vi oplever en trussel, lukker vi ned for vores sociale nervesystem, hvorved vi mister vores evne til at opfatte det, vores vagus nerve ellers er bedst til – alle de før-sproglige signaler, vi sender til hinanden gennem f.eks. vores kropsholdninger, stemmeføring og ansigtsmimik.
Det kender vi godt. Vi bliver mindre følsomme over for, hvordan andre har det, når vi selv er stressede. I de situationer tænker vi på vores egen ”overlevelse” og ser ikke så let det triste drag om munden hos vores børn, venner eller naboer, som vi kunne have spurgt ind til. Og omvendt.
Møder vi vores medmennesker med vrede stemmer, nedadvendte mundvige og afvisende kropssprog, gør vi vores medmennesker utrygge og får dem til at tvivle på, om vi anser dem som en del af den ”fælles flok”. En ond cirkel, som sender stress rundt til alle.
Pointen i den polyvagale teori er, at vi aktivt må gøre noget for ikke at skabe stress for vores omgivelser, for ellers får vi også stress tilbage. Det rammer os selv som en boomerang.
En af de centrale løsninger er da også ifølge Porges, at vi kan skabe tryghed for os selv og andre ved at anlægge en imødekommende og venlig ansigtsmimik, kropssprog og stemmeføring. Et sted at starte er ved et af vores gode, gamle ordsprog: Smil til verden, så smiler den til dig.
Kilde: ’The pocket guide to polyvagal theory: the transformative power of feeling safe’ Stephen Porges, 2017.
