Debat: Pas på skatteborgernes penge

Debat: Pas på skatteborgernes penge

“Lad nogle ældre, tidligere regnskabskyndige komme til - de vil nok kunne få orden i betalinger og bilag,” råder vor læser i forhold til at få bedre styr på tilbagebetalingen af studielån til det offentlige. Modelfoto

Af Hanne Salomon Hvistendahl, Ordrupvej 92, 3.th, Charlottenlund

Det undrer, at man vil afskaffe store bededag som helligdag. Det kan da nok meget bedre betale sig at få orden i de mange penge, der ikke er rede på i Forsvarets regnskaber – og at få bedre styr på tilbagebetalingen af studielån til udlændinge.

Hvor svært ville det mon være at forlange statsgaranti fra de lande, de studerende kommer fra? Det undrer i øvrigt, at det er muligt at få inddrevet trafikbøder over landegrænserne men ikke tilbagebetaling på studielån.

Lad nogle ældre, tidligere regnskabskyndige komme til – de vil nok kunne få orden i betalinger og bilag. Det er jo blot den sunde fornuft, der skal i brug. Der kræves ingen magiske evner – blot sej vilje, ærlighed og systematik.

Vent med at afskaffe vores helligdag, indtil vi kan være sikre på, at “besparelsen” ikke blot hældes ned i et bundløst hul.