Af Jonas Niemann, SF Gentofte og adjunkt på Gentofte HF
Villabyerne har været fyldt med læserbreve om de nye regler for elevfordelingen på gymnasierne. Frihedens fane vajer – omend på en lidt billig baggrund.
Reformen, af hvordan eleverne bliver fordelt, ændrer kriterierne for optag, så deres økonomiske baggrund kommer til at betyde mere end bopælsafstand til gymnasiet. Eleverne kan prioritere fem gymnasier som de kunne før reformen. Det er selvfølgelig ikke nok til at søge alle gymnasierne i Gentofte, men om det er frihedsreduktion eller ej, kan man nok godt få en filosofitime til at gå med.
Mange synes, det er problematisk, at flere kommende elever skal se frem til længere rejsetid. Det kan jeg godt forstå – jeg stod selv på bussen 50 minutter før timestart, da jeg gik i gymnasiet.
For nærhedsprincippet er godt, men når det nu har skabt brune gymnasier og hvide gymnasier, rige gymnasier og fattige gymnasier, så har vi et samfundsproblem, vi må løse.
Gymnasier skal være både samfundsbærende og -skabende institutioner, der fylder eleverne med almendannelse, og dette kan de ikke lykkes med, hvis eleverne ghettoiseres, som de gør i dag. De geografiske søgekriterier har ikke kunnet løse dette. Der må politisk handling til, hvis man mener, at integration og mødet mellem direktørens og buschaufførens børn er samfundsopbyggende. Jeg efterlyser svar fra konservative og liberale kræfter – hvordan vil I løse problemet?
Gymnasier i Danmark tilbyder i øvrigt de samme uddannelser, og man skal ikke bilde sig ind, at ens faglige formåen kommer til at stå og falde ved ens gymnasievalg. Gymnasiers ånd er naturligvis forskellige, og vi vil alle gerne have, at eleverne vælger netop vores gymnasium. Men selv om vi ikke siger det til orienteringsaftener, må vi ærligt konstatere at ”Sprog og samfund” og ”Europaklassen” faktisk bare er EngA, TyskA, SamfB, samt at eliteidrætsordninger, talentundervisning og verdensmålsklasser findes på næsten alle gymnasier.
