Debat: Fra Netto til minus

Debat: Fra Netto til minus

Som dette billede viser, er der allerede kommet ny skiltning. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Af Carsten Petersen, , Ordrupvej 67 b, Charlottenlund

Villabyerne bragte i udgaven fra 18. januar hele tre artikler om parkeringsforholdene ved Netto på Gentoftegade, herunder EuroPark’s rolle omkring udstedelse af p-bøder omkring parkeringspladsen forbeholdt handicappede.

Der peges af flere på mangelfuld skiltning ved handicappladser, der nemt overses. Der bruges mange krasse ord fra kunder, der er gået i fælden, og jeg vil supplere med et: “bondefangeri”.

Netto bruger i sit reklamemateriale sine lave og skarpe priser som argumenter for at handle netop her, men handler man i Netto på Gentoftegade forsvinder besparelsen og mere til hurtigt op i den blå luft, hvis du er så uheldig at møde en af Europarks emsige folk.

Ejeren af adressen på Gentoftegade, advokaten Carsten Viggo Bæk, ønsker ikke at udtale sig til avisen – endsige at give sig til kende overfor Villabyerne. Dog kom der tæt på avisens deadline noget der må betegnes som et non-svar.

Men søger man lidt på advokaten, tegner der sig et billede af en forretningsmand med ganske mange bolde i luften som direktør og bestyrelsesmedlem i hav et af selskaber, som jeg aldrig nogensinde har hørt om. Hans forhold til EuroPark står hen i det i uvisse.

Villabyerne har kontaktet Salling Group, der står bag Netto, og de har lovet at henvende sig til rette vedkommende, så der kan sikres en god løsning.

Jeg håber, at avisen vil følge op sagen senere på året, så vi kan se, om der er sat handling bag ord. For en landsdækkende kæde som Netto kan simpelthen ikke være dette bekendt over for sine kunder.

Henrik Vinther Nielsen, kommunikationsdirektør i Salling Group, svarer her:

Villabyerne har i en række rigtig fine artikler beskrevet udfordringerne med den skiltning, som er sat op på parkeringspladsen omkring Netto i Gentoftegade.

Vi har som lejer ikke noget at gøre med skiltningen, men det er en sag, som vi har fulgt med interesse. Derfor er vi glade for at kunne fortælle, at der er en løsning på vej, og at parkeringsselskabet nu går i gang med at opsætte mere synlige skilte omkring den handicapplads, som er sagens omdrejningspunkt.

Det er nemlig ærgerligt at få en p-bøde, navnlig hvis man får den uberettiget. Som nævnt har Netto intet med parkeringsforholdene at gøre, men vi forstår vores kunders frustration og har derfor taget fat i parkeringsselskabet og gjort det opmærksom på den mangelfulde skiltning.

Det har altså nu givet pote, og parkeringsselskabet er lige nu i gang med at opsætte synlig skiltning af handicappladsen, således at det fremover er mere synligt, hvad der gælder på pladsen.

Desværre kan vi ikke ændre, det der er sket, men vi håber at se alle vores kunder i butikken; nu med bedre skiltning og forhåbentligt færre p-bøder.