Debat: Butiksudsmykning skæmmer den flotte bygning

Debat: Butiksudsmykning skæmmer den flotte bygning

Butikken Normal kunne godt have gjort mere ud af udsmykningen af hjørnet med så meget lokal historie, skriver Hanne Salomon Hvistendahl i et debatindlæg. Privatfoto

Af Hanne Salomon Hvistendahl, Ordrupvej 92, 3.th, Charlottenlund

Helt normalt er det nu ikke at skæmme den flotte bygning med de voldsomme udsmykninger på vinduerne.

Jeg synes godt om at handle i normal-butikkerne, men butikkens ejer burde have lidt mere sans for udsmykning og være mere nænsom.

Et lille logo i et hjørne af vinduet ville være alt nok, og spejle for resten på de store flader – for eksempel med billedsilhuetter på med billeder fra husets historie. Dem er der rigeligt af, fra Magasin du Nord havde butik der – og fra Hellerup Bank’s tid -silhuetbilleder af folk i klædedragter fra de skiftende tider.

Bare nogle ideer til helt fri og gratis afbenyttelse.

Det smukke hjørne med den fine bygning, dér hvor Onsgården en gang lå, dér hvor ’Brudevalsen’ blev komponeret, dér hvor den første brandstation lå, dér hvor der i krydset lå en bygning, hvori Wellington boede under Københavns belejring i 1807.

Der er emner nok til udsmykningen af et absolut ikke helt normalt hjørne – der nu er blevet meget… normal(t).

Svar fra Camilla Marcussen, marketing coordinator, Normal A/S:

Vi er naturligvis kede af at høre, at vores vinduesafdækning i den kommende butik på Strandvejen giver anledning til kritik.

Afdækningen var oprindeligt tænkt som en midlertidig løsning i byggefasen, men åbningsdagen for denne butik har desværre måttet udskydes, da byggefasen er blevet forlænget.

Vi har forståelse for, at det kan virke lidt voldsomt, når perioden på den måde er blevet forlænget, og vi vil derfor mandag den 20. marts sørge for at finde en mere diskret løsning til afdækning af vinduerne i perioden, indtil vi skal gøre butikken endeligt klar til åbning.