Brand på Gentofte Hotel kom hurtigt under kontrol – men Jordnær må lukke resten af ugen

Slukningsarbejdet efter nattens brand på Gentofte Hotel blev overstået på et par timer, hvorefter de 70 evakuerede gæster kunne vende tilbage til deres senge. Michelin-restaurant må holde lukket, mens de tekniske undersøgelser efter branden, der formentlig opstod i en køleenhed i køkkenet, står på

Hotelbrand: 70 gæster evakueret, og nu må Michelin-restaurant lukke mindst resten af ugen

Det var klokken 00.55, at brandvæsnet fik alarmen om ild løs på Gentofte Hotel. Foto: Bjørn Nielsen / Byrd

Foto: www.bpln.dk

Det var hotellets automatiske alarmanlæg, der alarmerede Beredskab Øst om ildebranden i nat på Gentofte Hotel. Alarmen gik klokken 00.55, og den blev kort efter suppleret af en telefonisk melding om brand i køkkenet, oplyser beredskabsdirektør Rasmus Storgaard Petersen fra Beredskab Øst.

Der blev sendt fem brandbiler med i alt 15 brandfolk fra brandstationerne i Gentofte og Lyngby, og da de kom frem, kunne de konstatere, at selv om branden kun var i køkkenet, var der allerede en relativt høj røgspredning til resten af hotellet.

Brandvæsnet fik hurtigt bugt med flammerne i køkkenet på Gentofte Hotel, hvor Restaurant Jordnær holder til. Foto: Bjørn Nielsen / Byrd

Evakueringen af de ansatte og de 70 gæster var allerede færdig, da brandvæsnet kom. De mange gæster blev indkvarteret på et nærliggende plejehjem.

Brandfolkene fik relativt hurtigt slukket ilden med en enkelt slange, og så bestod arbejdet ellers i at få luftet ud på hele hotellet med store mobile ventilatorer. Lidt efter klokken 03 kunne brandfolkene forlade stedet, og gæsterne kunne vende tilbage.

Politiet var også til stede, men det var hotellet selv, der fik evakueret de mange gæster. Ingen kom noget til. Foto: Bjørn Nielsen / Byrd

Branden opstod i en køleenhed i køkkenet hos Restaurant Jordnær, Gentoftes berømte restaurant, der kan bryste sig med hele to Michelin-stjerner.

Hvad ildebranden kommer til at betyde for restauranten i den nærmeste fremtid, udtalte Tina Kragh Vildgaard, der ejer restauranten sammen med sin mand Eric Kragh Vildgaard, sig tidligere på morgenen om til Ekstra Bladet:

Ingen mennesker kom noget til, da der natten til onsdag opstod ild i en køleenhed i køkkenet på Gentofte Hotel. Foto: Bjørn Nielsen / Byrd

“Køkkenet er stadigvæk spærret af i forhold til de tekniske undersøgelser, så vi ved ikke noget endnu. Restauranten er der umiddelbart ikke sket store skader på, men ja, vi kommer i hvert fald ikke til at kunne åbne resten af ugen,” sagde Tina Kragh Vildgaard.

Villabyerne har også forsøgt at kontakte hende, men foreløbig forgæves.