Biblioteket anbefaler: Dage i stilhedens historie

Signe Langtved Pallisgaard, litteraturkonsulent, Gentofte Hovedbibliotek

Det er forunderligt, hvordan den ene fantastiske forfatter efter den anden kan dukke op i ens liv. Tag en tur ned langs en af bibliotekets reoler – og du vil opleve, at oceaner af nye verdener åbner sig.

'Dage i stilhedens historie' af den norske forfatter Merethe Lindstrøm er en honningkrukke af en bog.

Som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris var mine forventninger til bogen høje, men de blev fuldt ud indfriet.

I romanen møder vi Eva og Simon, et ældre norsk ægtepar, der bor i et stort hus.

"Vi var to skygger, klippet ud af et andet, endnu større mørke," beskriver Eva dem.

I skyggen af krigen

På sine gamle dage er Simon blevet helt tavs, men begge gemmer de på ophobninger af ting, der aldrig er blevet sagt.

Som jødisk dreng voksede Simon op i et lydløst skjul under krigen, hvor han og hans bror fik presset et håndklæde mod munden, hvis de talte. Krigens rædsler og udslettelsen af hele hans familie er et sår, der aldrig er helet.

Også Eva bærer på sine hemmeligheder – hun fik et barn, som hun gav fra sig.

Og så er der hushjælpen, som de knyttede nære bånd til, men pludselig måtte afskedige.

Langsomt og nænsomt skriver Merethe Lindstrøm frem, hvordan de to menneskers fortid er gået hen og blevet deres nutid – og Evas funderinger over fortiden viser, hvordan fortielser har det med at vende tilbage – og tage styringen over et menneskes liv.

Knugende og forløsende

'Dage i stilhedens historie' er en fremragende bog. Tematikken er stram, men dæmpet, sproget er sublimt afstemt, på én gang knugende og forløsende.

Det er en helstøbt og harmonisk bog, som bør finde frem til mange læsere.

Fakta om forfatteren

Merethe Lindstrøm, der er født i 1963 i Bergen, har siden sin debut i 1983 udgivet flere kritikerroste romaner og novellesamlinger.

Hun blev i 2007 nomineret første gang til Nordisk Råds litteraturpris for novellesamlingen 'Gjestene'. Men med 'Dage i stilhedens historie' fik hun altså den prestigefyldte pris for den bedste skandinaviske skønlitterære udgivelse i 2012.