Peter Borglund, træner for Gentofte Volley, er blevet kåret til årets træner i Danmark. Desuden er Gentoftes Jonas Napier valgt til årets spiller, mens titlen som årets fund gik til klubkammeraten Sebastian Mikelsons.
Jonas Napier blev kåret til årets spiller efter en sæson, hvor hans betydning for et ellers meget ungt Gentofte-hold har været uvurderlig. Sidste års mestre måtte i sommerpausen sige farvel til en række vigtige spillere, men formåede alligevel at holde et højt niveau, ikke mindst i semifinalerne, hvor holdet kun var én bold fra at slå Marienlyst ud.
Bag afstemningen står samtlige spillere i Elitedivision, og de har desuden valgt årets hold, der kom til at se således ud:
Hæver: Jordan Hove, Marienlyst, centerspillere: Flemming Olufsen, Aalborg HIK, og Joe Caruso, Middelfart VK, kantspillere: Jonas Napier, Gentofte Volley, og Jarryd Christensen, Middelfart VK, komplementær: Shaun Powell, Marienlyst, og libero: Matthias Haraldsson, Marienlyst.