En 41-årig mand er blevet idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling på ubestemt tid efter at være fundet skyldig i blandt andet vold, brandstiftelse og trusler.
Det fremgår tirsdag af en dom, som et nævningeting ved Retten i Lyngby er kommet frem til.
Nævningetinget fandt manden skyldig i blandt andet 19. november 2021 at have truet en bilist på Jægersborg Allé i Charlottenlund med en knivlignende genstand, mens han råbte nogle trusler.
Derudover blev han fundet skyldig i at have slået en hundelufter i panden med skæftet af en kniv, så hun måtte sys med syv sting.
Efterfølgende satte han ild i en brændestabel i en garage i Charlottenlund, så både bilen og garagen udbrændte.
Politiet satte en stor menneskejagt i gang den fredag i november, og efter syv timers søgen lykkedes det at anholde manden i et boligområde nær Charlottenlund Travbane. Han har siddet varetægtsfængslet i surrogat – det vil sig på en lukket afdeling i stedet for i fængsel – siden da.
Udsat for konspiration
Manden erkendte at have gjort visse af de forhold, han var anklaget for.
Men ifølge retten nægtede han sig skyldig blandt andet under henvisning til nødret, fordi han "fandt handlingerne nødvendige for at afværge den truende skade, der sker i psykiatrien". Allerede ved sin anholdelse forrige år kom han med lignende udtalelser om, at han var udsat for et komplot.
Det var på baggrund af vidneforklaringer, at nævningetinget kom frem til dommen.
Den 41-årige blev dog frifundet i et enkelt forhold om trusler, hvor det, manden var anklaget for at sige, havde været uforståeligt.
Da manden blev fundet sindssyg, er han blevet idømt anbringelse fremfor fængsel.
Anbringelsen er ifølge Retten i Lyngby på ubestemt tid på grund af risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet.