
Et gevaldigt stormvejr trak i aftes op over Nordjylland og bredte sig ind over landet.
I Værløse forsøgte sæsonens overraskelse i Badmintonligaen, Vendsyssel, at ride med på stormen, men det løb ud i sandet.
Tilbagevendte Anna Thea Madsen indledte med en tålmodig indsats mod Singapore-kineseren med det amerikanske pas, Beiwen Zhang.
Nummer 14 på verdensranglisten førte planmæssigt frem til 16-16 i andet sæt, hvor en netruller gik Anna Thea Madsens vej. Herfra tog Værløse-spilleren over og havde en træt og stivbenet modstander i sækken ved 18-15 i tredje sæt. Men så kom de dumme fejl, og Beiwen Zhang hev sejren hjem med 22-20.
Herredoublen og mixeddoublen fik det omvendte udfald.
Nikolaj Overgaard og Steve Olesen kom foran 7-1 i tredje sæt, men gik i stå og det blev 16-16, inden et par småfejl slog det nordjyske par ud.
I mixeddoublen var Søren Gravholt og Mai Surrow klare favoritter, men gik i stå og måtte slide for det.
Efter et hav af mærkelige fejl og en indsats langt under vanlig standard fik de hevet sejren i land med 21-19 i tredje sæt.
– Måske var det for let i første sæt. Vi begyndte at spille for langsomt og lavede fejl. Vi blev ikke nervøse, og hev den hjem på en dårlig dag. Der har vi gjort nogle gange i denne sæson, siger Søren Gravholt.
Værløse tog også damedoublen, og dermed kunne herresinglerne sikre alle tre point ved blot en sejr.
Den tog førstesinglen Rasmus Messerschmidt, da han overvandt en dårlig start og pakkede Victor Svendsen sammen.
furesø'Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag