Af Annelise Hasle
Jeg har skullet sige farvel til en kær veninde, som jeg har boet sammen med i årevis i Farum Midtpunkt.
I vestblokken, der vender ud mod Frederiksborgvej, og hvor til udsigten skjules af en gruppe gamle træer. De står nede på legepladsen til børnehuset Mimers brønd.
Jeg lærte hende at kende for godt 25 år siden, da hun lige var gået på pension og omtrent samtidig havde den meget store sorg at miste den ene af sine to sønner .
Jeg var lidt ældre og havde allerede været på førtidspension længe.
Jeg bor i den ene ende af blokken, ud til “elefantstien”, der fra trafiklyset fører op til bebyggelsen. Og hun boede fire numre længere henne og en etage over mig.
Men fordi hun det sidste års tid havde svært ved at gå ned ad trapper, og jeg svært ved at gå op adtrapper, var vores kontakt begrænset til mobil-snak hver eller hveranden dag.
Heldigvis havde vi vores store altaner, som vi hver dag kunne gå ud på og mærke sol og vind på vores garvede hud.
Da begge vores lejligheder vendte mod vest, havde vi, når vejret var godt, nogle fantastiske solnedgange med en himmel, der skiftede fra orange til rosa og i al sin skønhed rummede en smerte som ikke kunne beskrives med ord. Men som jeg fornemmede , fik hende til at tænke på sin afdøde søn.
Hun var et varmt og kærligt familiemenneske med et særligt blik for pud- sige detaljer i mimik, gestik og måder at bevæge sig på hos alle familiemedlemmerne, så jeg ved bisættelsen i Farum Kirke kunne genkende hvem der var hvem af store og små. Selv de mindste oldebørn med deres usikre rejehop.
Hun voksede op i en østjysk provinsby med en mor, som var alene med hende, og de boede i en lejlighed tæt på et levende kulturliv. Hun havde også en bedstemor, i byen og som hun var meget knyttet til og som ofte passede hende, når moren skulle til et eller andet.
Moren opdagede tidligt, at hendes datter var meget musikalsk og insisterede på, at hun skulle udnytte sine evner ved for det første at lære at spille klaver og siden måske også andre instrumenter.
Moren tog hendes tidligt med til koncerter med klassisk musik. De fandt som regel sted på byens fineste hotel.
Da hun nærmede sig puberteten, begyndte moren og så at tage hende med til teaterforestillinger, som københavnske skuespillere turnerede med.
Som oftest stykker i den lidt lettere genre, og for første gang oplevede hun, at også andre former for musik , den mere poppede slags, kunne sætte hendes følelser i svingninger og få kroppen til at vibrere.
Hun nød vekselvirkningen mellem det, der rørte hende umiddelbart, og den klassiske, som hun skulle fokusere skarpere på, men også fik en dybe- re oplevelse af.
Men da hun først var voksen, tog virkeligheden over og skubbede hendes mere vage kreative fremtidsdrømme til side.
Hun fik hurtigt tre børn og måtte have fuldtidsarbejde, så musikken havde hun kun overskud til at dyrke i sin sparsomme fritid . Ved at være en flittig gæst ved Radiohusets koncerter med klassisk musik.
Først da hun holdt op med at arbejde, fik hun mulighed for at udfolde sin musikalitet. Hun begyndte for Ældre Sagen at afholde musikalske kurser, eller musikalske møder ,som hun foretrak at kalde dem, om klassisk musik i kulturhuset.
Hun elskede disse møder og lagde et stort arbejde i at forberede dem.
Hun kunne bruge dage på at aflytte og gennemse bånd og videoer, som hun bestilte hjem fra udlandet, og når hun så endelig fandt noget, der ramte dagens tema, slog hendes begejstring igennem mobilen som glade akkorder.
Da vi havde lettere ved at komme omkring , tog vi bussen ud til krydset ved Slangerupvej og Lillevangsvej, hvor vi begge havde haver i Rørmose Haveforening for pensionister, der tidligere skulle have været en plan- teskole. I hvert fald var haverne fulde af gamle træer, bl.a. i skellet melllem de enkelte haver stod der rækker af høje fyrretræer.
Måske var det hendes musikalitet, der så let bragte hende på lydbølge – længde med alle træerne, ja, næsten bragte hende ind under barken på dem og gjorde hendes have til en af de frodigste og helt anderledes end de andre haver.
Den var ikke pænt anlagt med indhegnede blomsterbede og nydeligt revne stier.,En enkel smal sti snoede sig i en spiral ind mod havens midte til en flisebelagt plads med havemøbler og en kæmpe hvid parasol,
Ovre i en krog ud mod Rørmosevej havde hun et lille sort bjælkehus på to gange to meter med hvide vinduesrammer og helt dækket af hvide klatrehor – tensiaer. Når hun var i haven, stod døren ind til huset altid åben., så hus og natur gik i eet. Indvendig havde hun både køkkenkrog med en kosanbrænder til at lave kaffe på. Et lille rundt bord med tre stole til gæster, og en slagbænk, hvor hun kunne ligge og hvile sig.
Og haven med dens mange energier var hende til stor inspiration. Hun mente, der var musik i disse energier, og det var et spørgsmål om, hvilken energi, der pressede mest på for at forvandle sig til musik inde i hendes hoved. For eksempel blev den dejlige susen i fyrretræstoppene en dag måske til et tema om længsel. Men temaet skiftede hele tiden, for vejret ændrede sig, hun ændrede sig og det gjorde andre elementer også.
Spredt tilfældigt ud over havens areal stod mindre træer, en tuja, et cedertræ, et podet æbletræ med tre forskellige slags æbler og endelig et japansk kirsebærtræ. Mellem dem havde hun flere forskellige stærkt duftende gule og orange rosenbuske og andre mindre duftblomster.
Helt nede på jorden et kludetæppe af alvedens grøntsager. Og i et solfyldt hjørne en sort kasse med krydderier.
Flere af de andre haveejere fandt hendes have håbløst rodet og med alt for meget ukrudt. Men det var helt bevidst, at hun lod mælkebøtter, storkenæb og brændenælder få plads mellem grøntsagerne, for hun gik allerede for 12-15 år siden ind for biodiversiet.
Og ikke desto mindre var hendes have den, der i flere år gav mest ud- bytte, og som hun også gavmildt delte ud af. Det meste beholdt hun dog selv, for hun elskede at lave mad og sylte, og siden spise den til et godt glas vin i gode venners selskab.
Det var en sorgens dag, da hun ikke mere magtede at passe haven, fordi ukrudt invaderede den fra alle sider, og hun lå inde på slagbænken og lyttede til regnen , der hamrede med tunge dråber mod hendes hjerte.
Ligesom hun i sit arbejdsliv havde været engageret i mange fællesskaber, selv om hun var en meget privat person, havde hun også i sit pensionist- liv, da jeg lærte hende at kende, nu kontakt til andre men også meget givende skaber. Således var hun medinitativtager til en kaffeklub for de 60- 85-årige i vores blok. Til stærk kaffe og lækkert bagværk blev der serveret brudstyker af kvindeliv efter 2. verdenskrig,
Min veninde var nok den, der havde den bredeste arbejdserfaring, for den spændte fra taxachauffør over første dame i Illums kjoleafdeling til bestyrer af to restauranter i den indre by. Og her viste hun sig dagligt i køkkenet for at smage maden til. Om den var krydret nok? Men når jeg spurgte hende, om hun også sørgede for musik til maden, lo hun uden hverken at bekræfte eller benægte det. Hvad tror du? Svarede hun?
Det var dog ikke blot de tobenede væsener, der nød godt af hendes omsorg. Hun havde i mange år hund. Små hunde, som hun to gange om dagen luftede i Kumbelhaven, hvor hun udvekslede lattemilde historier med andre hundeejere om forførelsens svære kunst for de firbenede,
Jeg er forlængst begyndt at savne hende rigtig meget, og det tror jeg også mange andre Farumborgere gør. Ikke mindst deltagerne i hendes populære musikmøder, hvor til der altid var lange ventelister.
Jeg har her til morgen skimtet konturerne af hendes ansigt i et tomrum mellem de bladløse vintertræer og har hørt en velkendt musik begynde at spille. Først svagt, men så tog den til i styrke.
Det var Beethovens “Til Glæden”.
For det var det budskab, hun så fint forstod at formidle til andre med sin egen store glæde og viden om musik.
