Mandag den 30. januar blev Naturstyrelsen kontaktet af flere skovgæster, der havde fundet byggeaffald i Hareskovene.
Da skovløber Jens Trier kom derud, kunne han ganske rigtigt konstatere, at der ikke bare var smidt et enkelt læs, men at der flere steder i Hareskovene var blevet dumpet læs med eternit-tagplader. Alt i alt var der dumpet eternitplader tre forskellige steder.
– Det ene sted var i Jonstrup Vang tæt op ad søen Store Sejlben, Det andet sted var på den store Parkeringsplads på Skovlystvej tæt på kroen Skovlyst og det tredje sted var inde på skovvejen, Gammel Jagtvej i Lille Hareskov, forklarer Jens Trier.
Alle tre steder er der tale om større læs, der tyder på, at en mindre lastvogn har kørt derud ad tre omgange og tømt ladet for tagplader hvert sted. Selv om det enkelte læs ikke er så stort, kommer den samlede vægt op i nærheden af 10 tons, så alt i alt er det altså en anseelig mængde farligt affald, der er dumpet i skoven.
Bliver politianmeldt
Naturstyrelsen skal prioritere hårdt, fordi pengene skal bruges på Naturstyrelsens kerneopgaver. Derfor betyder den slags oprydning, at pengene tages fra naturpleje, renovering af bålpladser og stier og hvad Naturstyrelsen i øvrigt bruger penge på for at gøre det attraktivt at benytte skovene.
Nu politianmelder Naturstyrelsen sagen, og hvis lovovertræderne findes, vil Naturstyrelsen i den forbindelse kræve erstatning for omkostningerne ved at fjerne affaldet. De kan ligeledes forvente at modtage en bøde for overtrædelse af både Miljøbeskyttelsesloven og Naturbeskyttelsesloven.
Naturstyrelsen opfordrer alle, der har set noget, om at henvende sig ved at kontakte politiet eller sende en mail til Naturstyrelsen på HST@nst.dk.