Skolepatruljer blev hyldet

Skolepatruljer på kommunens skoler blev hædret for deres frivillige arbejde i en mørk og kold tid.

Skolepatrulje blev hyldet

Foto: Furesø Kommune

De sørger for at få alle elever sikkert i skole, også når det er mørkt, koldt og det regner. Der er naturligvis tale om skolepatrulje-eleverne, som traditionen tro bliver hædret af Furesø Kommune og Nordsjællands Politi i uge fem og seks.

Kampagnen er landsdækkende og hedder ’Den sureste uge’, og bag initiativet står Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring.

Eleverne på de forskellige skoler modtager en gave samt en lille bid morgenmad og repræsentanter for såvel kommune som politi lægger vejen forbi.

Borgmester Ole Bondo Christensen (S) var torsdag inviteret ud på Syvstjerneskolen i Værløse.

– Vi skylder skolepatruljerne en stor tak. De tager tjansen dag efter dag, også når vejret er surt og morgenerne er mørke. Det var en stor oplevelse her til morgen at se, hvordan vores skolepatruljer gør en fantastisk indsats, når de sørger for sikre skoleveje til deres kammerater, siger han.

– Rigtig mange børn i Furesø tager cyklen, løbehjulet eller går i skole. De får frisk luft og motion som den bedste start på dagen, og samtidig får de sunde vaner med sig videre i livet. Her er det afgørende, at børnene og deres forældre kan være trygge ved skolevejene, tilføjer han. lmv

En betjent instruerer en skolepatruljeelev. Foto: Furesø Kommune