Forældre er vel per definition altid lidt pinlige i børnenes øjne, men der er alligevel en far, der tager prisen. Han findes i podcasten ’Verdens Pinligste Far’, som er skrevet og fortalt af 45-årige Simon Lund Larsen, og som snart har rundet 500.000 downloads.
Simon Lund Larsen bor med sin hustru og to børn i Vejle, men han er opvokset i Farum. Derfor var det også særligt for ham lørdag at komme forbi Furesø Bibliotek i Farum, hvor han læste op af nogle af sine historier. En af dem handlede om, at den pinlige far blev bidt af en hummer på en restaurant.
De fleste af børnene kendte allerede podcasten, og en af pigerne havde taget en tegning med, som viste en idé til en historie, hvor faren er klædt ud som kat til fastelavn. En anden fan var seks-årige Luna, der havde taget en t-shirt med, som hun gerne ville have signeret.
’Verdens Pinligste Far’ handler om en far, der bor med sin hustru og børnene Malte og Freja i en helt almindelig by. Men faren ender gang på gang i uheldige situationer, som gør, at han bliver bandlyst fra svømmehaller, biblioteker og lokale restauranter.

Fandt på historier
Simon Lund Larsen fik oprindeligt idéen til at lave fortællinger sammen med sine børn, som han altid fandt på historier med, når de ventede forskellige steder.
– Det var før, at børnene fik mobiltelefoner, så vi prøvede at finde på historier om tilfældige mennesker, vi så. Det kunne for eksempel være en mand, som vi forestillede os ville falde i en bananskræl. Det var en sjov måde at få tiden til at gå på, siger han.
Simon Lund Larsen tænkte først på at udgive en børnebog, men da det er et marked med stor konkurrence, var der en, som foreslog, at han i stedet kunne lave en podcast. Den første podcast blev lagt op i august 2019, og det tog noget tid, før der begyndte at komme lyttere til.
– Mange af de første episoder var der kun omkring 50, der lyttede til, hvoraf ti af dem var mig selv, der skulle ind og teste, siger han og griner.
Det tog også lidt tid at få lyden og oplæsningen helt i skabet, men pludselig begyndte det at rykke med downloads, og det var uden, at Simon Lund Larsen havde lavet nogen form for marketing. Nu bliver et nyt afsnit hurtigt downloadet 3-4000 gange på Apple Podcast, og derudover kan der lyttes med på Spotify.

Børn skriver til ham
Simon Lund Larsen tror, at en del af forklaringen på succesen, handler om, at han har skabt et univers, der er meget genkendeligt for børn. Derudover er der mange børn, som skriver til Simon Lund Larsen med egne idéer til historier om verdens pinligste far. Han fortæller, at historien, som han læste op om faren, der blev bidt af en hummer, er sat sammen af idéer fra fem forskellige børn.
– Nogle skriver korte mails, som ’kan faren ikke tage på McDonalds’, mens andre skriver hele udpenslede historier. I afsnittet med hummeren slutter jeg med at sige, hvilke historier den bygger på fra børnene. Jeg ved også, at det er grunden til, at mange børn bliver ved med at lytte med, fordi de tidligere har været medskaber til en historie, siger han.
Simon Lund Larsen arbejder til daglig som projektleder i Lego, og podcasten er derfor mere en hobby, som dog griber mere og mere om sig. Og måske kan nogle af historierne alligevel ende som en børnebog, da forlaget Lindhardt og Ringhof for nylig har udgivet ti af dem som lydbog.
– De har gjort det som en test for at se, om de kan udgives som bøger. Så det ender måske alligevel med en børnebog om noget tid, siger han.