Se alle billederne: Røde kort og stor dramatik

Fodbold: Det var i lange perioder en lige og ikke så ophidsende kamp, men det blev det i slutminutterne.

Se alle billederne: Røde kort og stor dramatik

Linjedommeren måtte stille sig imellem Farums og Birkerøds folk. Foto: Mads Hussing

Foto: Mads Hussing

To røde kort og et gult. Og hvis dommerne havde været lidt mere vågne, så havde der været delt to badebilletter mere ud.

Det skete alt sammen i de sidste ti minutter af kampen mellem Farum og Birkerød, som Birkerød trak sig sejrrigt ud af.

De første 80 minutter foregik i et godt tempo, hvor Birkerød især i den første halvdel af 1. halvleg burde have lukket kampen. Troels Cilius bragte udeholdet foran 1-0 i det allerførste minut, da han sparkede et indlæg tæt under mål, og bolden stille og roligt sejlede henover Farums målmand Martin Schøtt Kristensen.

Troels Cilius havde to andre store chancer i det første kvarter, og indimellem nåede han endda også at lægge bolden til rette for Jakob Sten Madsen, der dog ikke fik ordentligt ram på bolden.

Midt i halvlegen kom hjemmeholdet mere med i kampen, og både Mikkel Øring og Øzhan Vurucu lurede på kontramuligheder. Mikkel Ørting havde en god mulighed efter en halv times spil, men Frederik Høyer Hansen i Birkerød-målet reddede til hjørnespark.

Kampen faldt lidt sammen i det sidste kvarter af 1. halvleg, og sådan begyndte de sidste 45 minutter også.

Birkerød burde have været foran med et par stykker, men de var kun foran med en, og Farum lå hele tiden og var tæt på at blive halvfarlige. Helfarlige blev de efter små 20 minutters spil, hvor Øzhan Vurucu headede på stolpen, og bolden sprang ud til ham selv igen. Det fik han dog ikke nået ud af.

Sjællandsserien, pulje 1

Farum-Birkerød 1-2 (0-1)

Mål: 0-1: Troels Cilius (1), 1-1: Sebastian Bertelsen (83), 1-2: Benjamin Bennett (87)

Tilskuere: 85

Men fem minutter senere havde Øzhan Vurucu et skud udefra, som Frederik Høyer Hansen ikke kunne holde.

Kampen nåede hen til de sidste ti minutter, og så begyndte dramaet for alvor. Det begyndte med, at Birkerøds Troels Cilius ikke ville gå væk fra et Farum-frispark, og da dommeren blev utålmodig, så stak han Cilius et gult kort.

Det gav frustrationer hos Birkerød og momentum hos Farum. Det udnyttede Sebastian Bertelsen minuttet efter til at udligne til 1-1.

Birkerøds Benjamin Bennett havde hele kampen løbet om kap med Farum-forsvaret, og lige da Farum troede, at de skulle afgøre det til deres fordel, så slog han kontra og scorede Birkerøds sejrsmål.

Her hånede Birkerøds bænk Farums ditto, og en årvågen linjedommer havde fået dommeren til at stikke et rødt kort til Birkerøds bænk.

Men dramatikken stoppede langt fra her. For i overtiden ramte Farums målvogter, Martin Schøtt Kristensen, bolden med armen ude foran feltet, og det takserede dommeren til et rødt kort.

I overtiden fik Benjamin Bennett en bold nede i hjørnet, og han holdt så længe på den, at Farums træner, Dzevdet Sainoski, råbte, at hans spillere skulle slagte ham.

Der føg grimme ord mellem Bennett og Sainoski, og det endte med, at træner Sainoski spyttede Bennett i hovedet. Hvis linjedommeren i denne situation havde holdt fokus på tumulten, så skulle der være uddelt endnu et rødt kort.

I samme sekund sluttede kampen, og det var kun fordi, at holdkammerater og ledere holdt Bennett og Sainoski fra hinanden, at det ikke endte i en værre situation.

Men det sidste røde kort var dog ikke delt ud endnu. Det blev rakt i vejret til en Farum-spiller, da der stod en del spillere rundt om dommeren efter slutfløjtet.